171 / 180
168
Rasmus Manager
aftalen. Som svar på blokaden etablerede vestmagterne en såkaldt ’’luftbro”,
hvorpå USA sendte en række B-29 bombefly til Europa. Disse fly var et sig
nal om, at USA var i stand - og måske endda villig - til at benytte kernevåben
mod Sovjetunionen.49 Set fra København var situationen alvorlig, da man
måtte antage, at Danmark, pga. landets geografiske beliggenhed, var blandt
de lande, der ville blive berørt af en krig, hvis denne skulle opstå.
I en fortrolig-stemplet rapport fra november 1948 beskrev den danske
regering problemets kerne: Det var ikke længere økonomiske problemer, der
blev fremhævet. I stedet anførtes de forsvarspolitiske bekymringer, som et
fortsat engagement i Tyskland ville medføre. Den danske hær bestod på da
værende tidspunkt af cirka 9.000 mand. Tysklandsbrigaden lagde beslag på
omkring 4.000 soldater. Endnu andre 3.200 soldater havde anden beskæf
tigelse (f.eks. grænseovervågning). Tilbage var der blot 1.800 soldater, der
kunne forsvare landet i tilfælde af overfald. Med tropper udstationeret syd for
grænsen ville militæret end ikke kunne forsvare landet i bare nogle få timer.
Traumet fra 9. april 1940 spøgte fortsat. Forsvarets ledelse anbefalede derfor,
at tropperne blev hjemkaldt. Set fra regeringens side var sådanne overvejelser
fornuftige.50
Hvis Danmark hjemkaldte brigaden, ville det imidlertid skabe vanskelig
heder i forholdet til Storbritannien, og det ønskede regeringen ikke. Faktisk
blev forholdet til Storbritannien betragtet som så vigtigt, at regeringen ikke
ville hjemkalde brigaden under de forestående forhandlinger. I stedet blev det
regeringens mål at få nedbragt antallet af soldater til 1.000 eller maksimalt
2.000 mand. Desuden blev det et mål, at en fornyet aftale kun skulle gælde
for et enkelt år. Endelig var det et mål at få brigaden flyttet til Holsten, dvs.
forholdsvis tæt på den danske grænse.51 Forud for forhandlingerne var den
danske regering således indstillet på at forlænge brigadeoverenskomsten, men
under forandrede vilkår.
Storbritannien ønskede også overenskomsten forlænget. I 1945 og 1946
havde britiske myndigheders argumenter været politiske. Nu, i sommeren
og efteråret 1948, fremhævedes stadigt mere militære overvejelser.52 Berlin-
blokaden havde fremmet det britisk-amerikanske forsvarssamarbejde, og fra
efteråret 1948 talte de vestlige lande om, at Rhinen burde være den egentlige
forsvarslinje i tilfælde af krig. Ifølge den norske historiker RoftTamnes repræ
senterede de vestlige besættelsestropper i 1948 det vigtigste og - ifølge briter
ne og amerikanerne - tillige det eneste signifikante forsvar på det europæiske
fastland.53 Og så sent som den 3. april 1949 - dagen før undertegnelsen af
Den Nordatlantiske Traktat
- udtalte den amerikanske forsvarsminister Louis
A. Johnson: ”We are grossly overbalanced in naval strength while our land
armies are almost non-existent”.54A f samme grund var tredjelandes militære