166 / 180
Forhaling ogforhandling
163
hvilken danske officerer skulle uddannes i Storbritannien.30 Forhandlingerne
gik nu næsten i stå.
Et lavpunkt indtraf i september 1946, da briterne sigtede mod at genåbne
de træge forhandlinger. Ved den lejlighed præsenterede danske embedsmænd
den britiske administration for et krav om, at Danmark udelukkende var vil
lig til at sende tropper syd for grænsen, såfremt Storbritannien gav tilsagn om
at få hjemsendt de tyske flygtninge. Ja, faktisk lod man fra dansk side briterne
forstå, at Danmark end ikke var indstillet på at sende en delegation til Lon
don for at drøfte problemstillingen, med mindre Storbritannien var imøde
kommende over for det danske krav. Den danske regering havde strammet
politikken, der nu var blevet en quid-pro-quo-politik.31
Den nye danske politik var en følge af to forhold: For det første havde
Danmark gennem mere end ét år gjort en betydelig indsats for at få hjem
sendt flygtningene. Men forgæves. Hverken Storbritannien eller de øvrige
besættelsesmagter havde vist sig villige til at imødekomme danske ønsker om
at få løst det danske problem, som landet ikke havde mulighed for at løse
alene. Flygtningespørgsmålet var et reelt problem, og nu satte man fra dansk
side trum f på. For det andet kan den skærpede danske politik i spørgsmålet
ses som et resultat af, at Danmark var indstillet på at sende tropper syd for
grænsen, men at Venstreregeringen sigtede mod at tage sig så dyrt betalt her
for som muligt.
Hvordan man end anskuer regeringens politik, så virkede den. I sidste
halvdel af oktober måned 1946 svarede
Foreign Office
, at Storbritannien ville
gøre sit bedste for at hjælpe Danmark af med flygtningene.32 Danske beslut
ningstagere antog derfor, at problemet var løst. Men prisen havde været høj:
Det dansk-britiske forhold var blevet anstrengt. Og så var der lige dette med
soldaterne, men de ville som nævnt formentlig være blevet sendt af sted alli
gevel.
Efter at have modtaget det britiske svar, sendte Danmark i november
1946 en forhandlingsdelegation til London.33 Under de efterfølgende for
handlinger blev der udfærdiget et udkast til en aftale. Ifølge dette skulle Dan
mark sende et kontingent bestående af 4.000 soldater til den britiske besæt
telseszone. Desuden skulle Danmark leje - ikke købe - britiske våben til 20
pct. af deres anskaffelsespris. Hvis Danmark ønskede at købe våbnene, efter
at opgaverne i Tyskland var løst, kunne Danmark købe våbnene til deres på
det tidspunkt nedskrevne værdi fratrukket den leje, der allerede var betalt.
Såfremt der ikke blev truffet andre aftaler, kunne Danmark hjemkalde solda
terne efter to år.34 De to landes regeringer undertegnede aftalen den 22. april
1947. Fem dage senere blev den offentliggjort. Hovedparten af de danske
tropper blev sendt til Tyskland i juni måned 1947.