80 / 253
68
staar, fandtes nogle tarvelige Vagtbarakker (jfr. Situationsplanen, der
findes Side
56
). Som Forholdet var o.
1735
, vedblev det at være i
henved et halvt Aarhlindrede; først i Slutningen af
1770
erne kommer
Udvidelserne. Im idlertid blev den nye Toldkamm erbygn ing betragtet
af Datiden som en Seværdighed. Thu ra skriver
1748
i sin »Hafnia
hodierna«: »Fra Castellet fortsætter man sin Vey til Toldboden, som
formedelst de mangfoldige ud- og indgaaende Skibe og Fartøye, og
den Mængde a f alle Slags Folk, der, især om Sommeren, enten i
Forretninger eller for at forlyste sig med den herlige Udsigt til Søen,
her paa Stedet vrim ler, er særdeles lystig og fornøyelig. Man beskuer
især det af Høysalig Kong Christian den Siette ny opbygte Told-Huus,
. . . . hvor Hans Mayestets Bryst-Billede, med alle Slags Land- og Søe-
Armatur omringet, i Frontespicen er at skue«. — Om Havnen udfor
Toldboden skriver samme Forfatter: »Fra Christiansholm kand man
over en i Søen anlagt smal F lyde-B roe gaa lige til Toldboden, og paa
en anden i Havet paa Pæle opført Broe til Nye-Holm. Disse to Broer
indslutte den Kongelige Flaade, som ligger i tvende L inier, hvo raf den
ene strekker sig fra Christiansholm til Toldbod-Bommen, og den
anden fra Bommen til Nye-Holms Hoved-Vagt«.
Forskellige Forhold.
Har Toldboden, som Thu ra fortæ ller, paa den T id været en af
Byens Fo lk stærkt besøgt Plads, saa har derimod Adgangen til Byen
ikke været let for Rejsende. Toldboden var jo en Del a f Fæstningen,
og de m ilitære Forholdsregler, der iagttoges overfor baade tilrejsende
og de, der rejste fra Byen, var stramme, her saavel som ved Byens
Porte.
De Rejsende blev nøjagtig udspurgte og eksam inerede, og
ingen fik Lov til at komme ind i Byen uden Pas; de maatte opgive deres
fulde Navn, hvor de kom fra, hvor de hørte hjemme, hvad deres F o r
retning eller Æ rinde var, hvor længe de agtede at opholde sig her,
og hvor de skulde bo; den, der forlod Bjæn, maatte give lignende
detaillerede Oplysninger.
Ofte blev en »Gefreiter« beordret til at
følge den fremmede til hans Logis, for dér at faa den affordrede F o r
klaring skriftlig, men det var i saa Fald ud trykkelig forbudt Gé-
freiteren at affor dr e den Rejsende »Biergeld«, eller paa anden Maade
at genere ham. Saadanne Forbud er dog næppe bleven overholdte;
de hvervede Soldater — hvo raf de fleste var T yskere — var usselt
lønnede, og de tiggede, hvor de kunde komme afsted dermed; naar
en Skildvagt saa en enligt gaaende velklædt Person, blev den stramme
Kriger straks til en ydm yg Betler, der klynkende mumlede: »Lieber