82 / 253
70
tig. Den
21
. September
1764
blev saa Frost, der kun havde været
Fu ldmægtig i to Aar, af Rentekamret indstillet til Ivontrolørembedet
ved Københavns Toldbod paa samme V ilkaa r som Forgængeren og i
Henhold til den Ahlefeldt af Kongen mundtlig givne Tilstaaelse, og
derefter fulgte F ro st’s Udnævnelse. »Nachspielet« blev im idlertid det
artigste. Nogen T id efter denne Udnævnelse var en af Rentekamrets
Deputerede blandt flere til Taffel hos Kongen, og da der her blev talt
om, hvor ulige L ykk en fordeler sine Gaver, anførte den Deputerede
som et Bevis herpaa, at En, som i
26
Aar havde været Fuldmægtig i
»Controlleur-Contoiret paa Toldboden«, havde maattet være glad ved
at faa en Bestilling paa
400
Rdlr. aarlig, medens hans E ftermand, der
kun i to Aar havde været Fuldmægtig, havde faaet Kontrolør-Embedet,
der aarligt indbragte
12—1300
Rdlr. Kongen studsede ved at høre
dette, Navnene Schiønning og F rost erindrede han godt, særlig det
sidste, og han spurgte derfor Fortæ lleren, om han ikke tog fejl, om
det ikke var Frost, der i
26
Aar havde været Fuldmægtig, men fik
nu bekræftet, at dennes Navn var Schiønning. Kongen gav straks
Befaling til en nøjere Undersøgelse, og da Sagens Sammenhæng der
efter blev ham bekendt, fik Grev Ahlefeldt ø jeb likkelig sin ¿Afsked, da
Kongen ikke vilde have en Mand, der i saa høj en Grad m isbrugte
hans Tillid, paa en saa vigtig Post. — Men Frost beholdt sit Embede,
og Schiønning maatte nøjes med den daarlig aflagte Vejerbestilling til
sin Død, der iøvrigt indtraf i
1770
. — Paa dette T idspunkt var der
ved Toldstedet en Toldinspektør, E tatsraad F. G. de F ranckenau (f.
1724
, d.
1784
), om hvem Forfatteren af den »fyrgterlige Ildebrands-
Historie«, Reisser, fortæ ller, at han »havde .en fornemme og riigelig
betiening ved Københavns Toldboe; hånd var fordum Hoff-Mester
ved De kongelige Pager ved det Kongelige Danske Hoff«. — En anden
Toldmand fra denne T id var »Commerce-Raad og To ld skriver ved
Told-Cammeret« Jacob Olsen, der døde
5
. Marts
1736
i en ¿Alder af
68 Aar, og om hvem det i en »Sørgeligst A fmindelse« hedder:
En trofast Æ rlighed dit Væsen med sig førte,
man ej et u-sandt Ord af dine Læber hørte;
dit Nej var altid Nej, dit Ja var altid Ja,
to Tunger i een Mund bevared Gud dig fra.
Din Omgang mod enhver var, som den burdte være;
den var til Næstens Gavn, dig ej til liden Ære.