KøbenhavnsHistorieOgTopografi_II

257 / 294

250 G i l d e r o g L a v i M i d d e l a l d e r e n
munitas civium, som det fælles Raad , hvis Samtykke var nødvendigt, naar
Biskoppen vilde ændre Vedtægterne, eller der opstod Tvivl om deres Fortolkning.
Lige saa lidt som der foreligger nøje Oplysninger om Købmandsloven, jus
mercatorum, i de gamle Købstæder, lige saa lidt har man skrevne Skraaordnin-
ger for Borgernes Edslav eller Vedtægter for dets Medlemmers indbyrdes Pligter
og Rettigheder; i den ældste Tid synes alt at have været overladt til den mundt­
lige Overlevering.
A f spredte Bestemmelser i de ældste Stadsretter og de yngre Skraaer nævnes
Brødrene i Borgernes Edslav, fratres conjurati, som tilhørende det højeste Gilde,
summum convivium. Edsbrødrene i dette skulde understøtte hinanden broder­
ligt, ganske særlig som Mededsmænd i alvorlige Sager. Hvis nogen Broder blev
dræbt, overtog de andre Blodhævnspligten eller krævede Mandeboden, og truedes
nogen Broder af Blodhævn fra Folk udenfor Gildet, hjalp de ham til Flugt.
Brødrene løskøbte hinanden af Fangenskab og hjalp i Tilfælde af Skibbrud, Ilde­
brand, Fattigdom og Sygdom, og de sørgede for de døde Brødres Begravelse og
Sjælemesser.
Ved Edsaflæggelser havde Brødrene det Fortrin frem for andre, som ikke var
Medlemmer af det højeste Gilde, at 12 Brødres Ed opvejede i Jylland 2, paa
Sjælland 3 og i Skaane 6 Tylvters Ed. Brødrenes Ed svarede til den Kønsed
eller Ed af Slægtninge, som krævedes aflagt i visse Sager, thi Brødrene udgjorde
ofte, især i den ældste Tid, et Fremmedelement, hvis Slægt ikke kunde paaregnes
at være til Stede i Byen eller i Landet. Det højeste Gilde havde altsaa store
Privilegier i Rettergangen, og selve dets Navn viser, at det stod over de alminde­
lige Erhvervsgilder og Lav.
For K ø b en h a v n s k zdkommende kender de to ældste Stadsretter communitas,
det højeste Gilde, men der synes, efter Stadsretternes enkelte Bestemmelser at
dømme, ikke her at have været tillagt Borgerskabet de til Gildet sædvanlig knyt­
tede Edsfordele.
Dette hænger mulig sammen med, at Jakob Erlandssøn allerede faa Aar efter
Stadsrettens Udstedelse i 1257 som Ærkebiskop hævdede den Opfattelse, at G il­
derne kun gav Anledning til Sammensværgelser og Mened, hvorfor han opfor­
drede Christoffer I til at afskaffe alle Købstadgilder.1 )
Denne Opfattelse havde Biskop Jens Krag ogsaa, da han i den fornyede
Stadsret af 1 2 9 4 forbød, at der hemmeligt eller aabenbart dannedes Foreninger
eller Broderskaber i Byen af den Art, som kaldes G ilder eller Hvirvinger eller
andre Forsamlinger i Omgaaelse af denne Vedtægt, thi man skal, sagde Biskop­
pen, ikke alene afholde sig fra det Onde, men ogsaa fra Lejlighed til at gøre
Ondt. Den, som forsøger at omgaa denne Bestemmelse, skal betale 40 Mk.,
i) S.R.D.V. p. 594.