Aar paa det inderligste b live kny ttet til Adam Oeh lenschlagers Liv og D igtn ing . I sin
Selvbiografi har han fremhævet Stedets Betydning og Udv ik lingen af hans digteriske
Fantasi: »det herlige, muntre Slot m ed sin sunde, friske Luft, m ed sin deilige Udsigt
fra Bakken, sin lystige Folkevrimmel i den lyse Hauge, sin romantiske Eensomhed i
den s tille , m ørke, bakkede Søndermark, Arkitektur og Maleri henreve m ig . B ille
derne paa S lo ttet studerede jeg daglig. I det lille Galeri g iorde de smukke Italiener-
inder dybt Indtryk paa m it H ierte . . . Paa Platfonderne saae jeg de græske Guder.
Her sadde de alle til Taffels. Hist k iørte Juno med sine Duer. Her kom Venus, Thetis,
N ep tun , Merkurius til Jupiter. H ist flygtede den fæ le Avind med Fakler i Hænderne
for Freden .«
Efter den m islykkede Skolegang i Pogeskolen i P ilea lleen blev det af stor Betydning
for den unge Adam, at den nyoprettede »Efterslægtselskabets Skole«s første R e k t o i,
D ig teren Edvard Storm , en Dag under en Spadseretur i Frederiksberg Have kom i
Snak m ed Adam, fik Interesse for ham og skaffede ham gratis ind i Skolen paa Ø ster
gade, hvor Adam snart indhentede det forsøm te, og hvor han blev stærkt pi æget af
den elskelige Storms faderlige Lærdom og Eksempel.
Afgørende for stud. jur. A. Oehlenschlagers Udv ik ling blev dog først Venskabet
m ed H. C. Ørsted og dernæst Mødet en Sommerdag
1 802
med Henrik Steffens
1
Dreyers Klub og end e lig den kendte lange Samtale - e ller rettere Steffens lidfulde Ene
tale - i Frederiksberg Have og Søndermarken, en Samtale, der begyndte en Formiddag
og endte næste Morgen, for samme Dag at fremkalde Oehlenschlagers straalende U d
fo lde lse i »Gu ldhornene« . D e t er forstaaeligt, at OehlenschlXger Livet igennem næ
rede H engivenhed for og Taknem lighed mod det gamle Slot og Haven, Følelser han
har g ivet Udtryk i det kendte D ig t: »Frederiksberg«, saaledes om Haven, S lo tte t og
K irken :
Aldrig en Skov jeg saa yndig har funden,
Kiær for m it H ierte, som Søndermarkslunden,
Aldrig et Tag
Huldt majestætisk og skiønt for m it Ø ie ,
Som Frederiksberg, m ed de lysgule F lø ie,
Paa en forfriskende Midsommerdag.
Kirken sig aabner saa yndig og liden .
Fø lte jeg m ere paa Vandringen vel,
Da jeg besaae det Sixtinske Capel? —
Christus ved Nadveren; Judas ved Siden.
O rg let sig hæver,
Tonerne bæver.
Elfenbeens, sølverne Piber saa smaae!
Præd ikestolen m ed Timeglas paa. —
Kirken var tom ; m en for indb ild te Christen,
Snart var jeg Præsten og snart Organisten.
21