K
n u d
L
y h n e
R
a h b e k
.
Pastel
i 8 i 4 a f C h r .
Homemann.
Rahbek, Skribenten, Æstetikeren og
7
ea-
termanden, maaske sin Samtids mest kendte
Personlighed, var i et halvt Aarhundrede
knyttet til Frederiksberg og Bakkehuset,
selvom det først var fra 1787, han boede
derude Sommer og Vinter, og ikke førend
i 1798, han hjemførte sin Kamma som Brud
til Stedet, hvortil i de følgende Aaringer saa
godt som enhver Aandspersonlighed i Dati
dens København fandt Vejen.
1 8
. Aarhundrede skiftet Skikkelse og Ejer flere Gange. D e t daværende Bakkehus, som
ned til ca.
1 860
var en firelænget Lystgaard, hvoraf nu kun Øst- og Sydfløjen er tilbage,
var bygget ca.
1 763
af kgl. Bygningsinspektør J. C. Conradi, der samtidig hk kgl.
Bevilling paa Krohold i Bakkehuset - a llerede
1 692
om tales e t Gæstehus paa de tte
Sted. Bakkehusets straalende H istorie begyndte
1 7 9 8
, da den
3 8
-aarige Knud Lyne
Rahbek b lev v ie t til den
2 3
-aarige Karen Margrethe H eger og førte hende ind paa
Bakkehuset som dettes frem tid ige Husmoder og H erskerinde. I de fø lgende
30
Aar
skulde Bakkehuset b live e t kært og gæstfrit Sam lingssted for T idens store og største
Skønaander. Som e t af de mange Eksempler paa Kamma Rahbeks sjæ ldne Kunst at
kunne tale m ed Folk, saa man hk ikke alene Gavn og G læde, m en ogsaa Inspiration,
fortæ ller H. C. Andersen i »M it Livs Eventyr«: »Rahbek selv talte aldrig nogensinde
til m ig , den eneste T ilnærm else var en Gang i Haven, hvor han styrede lige hen im od
m ig, som om han v ilde sige e t Par Ord , m en i det han var m ig nær og fæ stede Ø inene
paa m ig , vend te han p ludselig om igen og gik. Fru Rahbek, m ed sin Livlighed og ven
lige Characteer, ind lod sig derim od en D e e l m ed m ig; jeg havde da begyndt at skrive
en Slags C om ed ie, og læ ste den for hende; strax ved de første Scener udbrød hun, »m en
der er jo he le Stykker deri, D e har skrevet ud af O eh lensch lager og In g em an n !« -»Ja ,
men de ere ogsaa saa d e ilig e !« svarede jeg ganske uskyldig og læ ste v idere. En Dag,
da jeg fra hende v ilde gaae op til Fru Colbjørnsen , rakte hun m ig en Haandfuld Roser og
sagde: »V il D e tage dem m ed op; det vil vist fornø ie Conferentsraadinden at faae dem
af en D igters Haand!« det var halv i Spøg, disse Ord b leve sagte, m en det var første
Gang, at N ogen satte D igternavnet i Forbindelse m ed m it, det gik m ig g jennem Blod
og Sjæl, Vandet kom m ig i Ø inene og jeg veed , at fra d e tte Ø ieb lik af var m in Tanke
2 4