K
a r e n
M
a r g r e t h e
L
y h n e
R
a h b e k
,
f
. H
e g e r
.
Silhuet 1805- af F. L. Schmitz.
Kamma Rahbek skabte ved Bakkehuset en
Blomsterhave, der var højt berømmet i Dati
den, ogsaa af Fagfolk. Men ligesaa beundrings-
værdig var dog den Buket at Guldaldertidens
Store, hvormed hun smykkede sine Stuer.
Oehlenschlager, Baggesen, Mynster, Molbech,
Ingemann, Heiberg, Grundtvig, H. C. Ander
sen, alle Datidens Kulturnavne i Flæng havde
Tilknytning til det Rahbekske FFjem.
vakt for at skrive og d ig te, det havde før kun været m ig en Leg td Afvexlmg med
Dukketheatret, nu stod det hø iere - nu var det Maalet.«
Bakkehusets H istorie slu ttede i V irkeligheden den
2 1
. Januar
1 8 2 9
, da Kamma
Rahbek drog sit sidste Suk paa Bøgetræssofaen i sin elskede H jørnestue.
Faa Aar efter satte Fru Gyllembourg i »Extrem erne« Bakkehuset et smukt, poesi
fyldt Minde: »I de tte Gjæstfrihedens Hjem bleve Menneskene veiede efter ganske an
dre Reg ler end i den øvrige Verden . D e t gik til som i H immerige, hvor Rang og
R igdom in te t g jeld e . . . . Hvormange samlede sig ikke der, af A lt hvad Nationen
1
to
Generationer har at opvise af Herligt og Udmærket! I denne Kreds, under dette lave
Tag, hvor M eget er der ikke grundlagt, der siden har spiret og baaret Frugt, ligesom
Havens Træer og Blomster, plantede og p leiede af Kammas Haand! . . . Naar jeg endnu
for faa Aar siden, ligesom i Aften vandrede til Vestergade i Kjøbenhavn, hvor g lædede
jeg m ig da, hvergang jeg i den tidlige Morgenstund nærmede m ig de tte kjære Tag, og
saae Røgen opstige derfra! Naar jeg gik hjem ig jen , tilbragte jeg først Aftenen der,
og hen tede Styrke og Munterhed til m in natlige Vandring. Nu seer jeg bedrøvet ned
ad V e ien , under hvis Træer jeg og saa mangen Anden tilforn ilede m ed G læde, jeg hø
rer at der findes D em , som dadle Støtten , som staaer i A lleen . Jeg siger, Støtten er god,
oa indskriften herlig. Hvo der har g jo r t den, veed jeg ikke; men jeg ærer hø ilig dens
Forfatter; han har fø lt som jeg , hvad der ligger i de taa Ord: »Her boede Knud Lyne
Rahbek og hans elskelige Hustru .«
Fra Slutningen af det attende Aarhundrede var Frederiksberg b levet det forjæ ttede
Land saavel for Borgerskabet som for alle Smaafolk, for hvem Skoven og Dyrehaven
laa for langt borte. Paa Frederiksberg fandtes baade kongelig Højhed og jævn, spids