Bindingsværks Kirke havde staaet. Kirkegaarden b lev samtidig flyttet til sin nuværende
Plads, og , som Byen senere voksede, udv idet.
Ved Aarhundredets M idte havde Frederiksberg Have vokset sig smuk og yndig.
Thurah om taler den i D en Danske Vitruvius II, 1749 , saaledes: »Haven er m ege t stor,
og indfatter en stor Mængde af herlige og yndige A lleer , har mange Bosqvets, en
Labyrinth, et Theatrum , Mængde af B illeder, Fontainer, Lyst-Huuse og andre for
nø jelige Retirader. I sær betragter man det store fortreffelige Vand-Fald, som ligger
lige for S lo tte t, og fornøyer sig i det der udi Nærværelsen værende sk iønne Mena-
gerie, som er opfyldt med alle slags vilde Dyr, hvoriblandt endog findes L ø v e i, T i g i e i ,
Leoparder og deslige.
Orangeriet er og værdt at betragtes, ligesom og Fasaneriet, som ligger strax uden
for Haven, fortiener at besees. Falconier-Gaarden er ikke langt herfra beliggende,
hvor man seer en Mængde af de udi hee le Verden berøm te Falke, hvoraf Hans Maje-
ste t
aarlig
oversender endeel til Keyseren , Kongen af Frankerige, Kongen af Engeland
og til andre Høye Potentater, saasom de form edelst deres særdeles Beqvemm elighed
til Jagten overalt ere udi stor Agt og Berømm else.
D e t er alle og enhver af sk ikkelige Folk tillad t at betiene sig af denne Have til
deres Fornøyelse, hvorudover den og om Sommeren altid er fuld af M ennesker, der
til den Ende komm e fra K iøbenhavn derud, som og nyde her all den Forlystelse, som
nogen yndig Have kand til Veye br inge .«
Natten m e llem den 30. og 3 1. D ecem b er 17^3 nedbrændte Hovedbygningen paa
Prinsens Gaard ved U forsigtighed fra en Algierers Side. Hovedbygningen blev ikke
genop ført. Thurah, der derefter udførte det nuværende Indgangsparti, skriver h erom .
»Bygningen er paa S tedet ey ig ien op ført, a llerhelst ingen der behøvedes; m en Gaar-
d e n e r im o d Ridebanen m ed ziirlige P iller af Sandsteen indeslu ttet og M ellem rumm ene
m ed Gatter-Verk forsiunede, hvorig iennem haves en yndig og angenem Indsigt i den
store Kongl. Have, og giver en m ege t smukkere Anseelse end tilforne, da H ovedbyg
ningen s tod .« D e t 18. Aarhundredes stilfu lde og fornemm e Bygningsmaade træder
endnu den Dag i Dag os her im øde i skønne og enk le Form er .
Byen havde ved Aarhundredets Begyndelse faaet en mærkelig Særstilling blandt
Landets Bopladser —den havde vel e t Anstrøg af Fornemhed , men vai foisaavidt en
Paria, thi den var hverken Landsby eller Købstad, den havde hverken Jord ellei O p
land. Da Kongen havde annekteret Jorden til Græsmarker, fandtes dei in te t 1igtigt
Landbrug. Lavene i Hovedstaden betragtede Frederiksberg som en ren Landsby og
slog alle T illøb til haandværksmæssig Næ ring ned . Væverne stod sig im id ler tid i
Kampen mod Lavene, ligesom den anden og ulige v igtigere Næringsk ilde for Datidens
Frederiksberg, Ø lbrygningen , der var Grundlaget for den ikke helt legale Ti aktøl -
virksomhed, som Byens Beboere drev i vidt Omfang.
Byomraadet havde 1731 faaet en ret væ sen tlig Forøgelse. Ved Regu leringen af
Sankt Jørgens Sø i 1721-21; var denne b lev e t g jo r t m indre og om g ivet m ed Dossei in-
ger. D e t Areal, der paa Frederiksberg-Siden laa m e llem disse og den gam le Sobi ed,
blev 173 1 fra Kronen so lgt til den daværende Ejer af Vodroffsgaard. D enne Gaaids
18