122 / 148
til på Det kgl. Teater. A f operaer
opførte man Mozarts og Rossinis
værker. I 1860’erne blev Gounods
Faust
en stor musikbegivenhed, og
fra 1870’erne kom
Richard Wagners
operaer til København som noget
helt nyt og spændende. Operaperso
nalet var ikke stort og var delvis
hentet fra skuespillernes rækker. De
fleste af de mandlige operaroller
blev tildelt
Feter Schram.
I 1893 de
buterede
Vilhelm Herold, og
han
blev straks københavnernes erklære
de yndling. Hans tenorstemme hør
tes gennem en lang årrække i Verdis
og Puccinis operaer.
Ballettens
store navn i forrige år
hundrede var
August Bournonville.
I 1848 havde han taget sin afsked
som danser, men blev derefter bal
lettens leder og instruktør indtil
1877. I sine unge år var han meget
tyrannisk og var derved årsagen til
at en ung balletdanserinde,
Lucile
Grahn,
forlod Danmark og skabte
sig en strålende karriere i udlandet.
I sine ældre år var Bournonville
den elskelige mester, om hvis dyg
tighed og erfaring ingen tvivlede.
Det er i øvrigt Bournonville, der har
skabt en række af de balletter, der
endnu opføres, f.eks.
Napoli og
Livjcegerne på Amager.
Det var de skiftende teaterchefers
store hovedpine at få det kunstneri
ske personale til at samarbejde. Syn
tes en skuespillerinde f.eks., at der
ikke var roller nok til hende, eller
var hendes roller for små, skabte det
en dyb utilfredshed og oprørstrang
hos hende.
I gamle dage kunne man sætte
genstridige skuespillere i den særlige
arrest for de »kgl. betjente« - det vi
i dag kalder statstjenestemænd.
Fængslet lå i en bygning i Vester
Voldgade og blev kaldt
Blåtårn.
Det
varede sjældent længe før fangen
bøjede sig under disciplinen igen.
Det kgl. Teater indtog førsteplad
sen, og de andre teatre blev kaldt
sekond-teatre.
Blandt dem var der
Casino
fra 1847 og
Folketeatret
fra
1857. Som nogenlunde jævnbyrdige
var der en stærk konkurrence mel
lem dem. Det gjaldt om at komme
først med de nye teaterstykker. Beg
ge teatre opførte fortrinsvis folke
komedier og operetter.
Offenbachs operette
Orfeus i Un
118