120 / 148
se, der står vor udenlandsk berømte
orangutangl«.
I
Mit Livs Eventyr
har H. C. Andersen selv skildret
denne episode og tilføjer: »
Det var
raat - det var ondt
-
det naaede mit
Hjerte - det glemmes ikke!«.
Hos mange københavnske famili
er var H. C. Andersen en kær og vel
set gæst. Han læste gerne op, når
han blev bedt om det, som regel af
sine nyeste eventyr. Så samledes alle
omkring ham, voksne og børn, mens
han læste op.
De fleste véd at hans eventyr, til
ligemed deres ofte spændende og
rørende handling, som tiltaler børn,
indeholder tanker, som kun voksne
forstår.
Billedhuggeren A. V. Saabye hav
de påtaget sig at gøre en skulptur
med H. C. Andersen som oplæser. I
et af Saabyes udkast må digteren
have været fremstillet omtrent som
nilguden,
omgivet af børn. I et brev
til vennen Jonas Collin skrev H. C.
Andersen to måneder før sin død:
»Saabye var igjen iaftes hos mig; det
kogte i mit Blod, og jeg talte da
klart og tydeligt ud af Posen, at In
gen af Billedhuggerne kjendte til
mig. Intet i deres Udkast tydede paa,
at de havde seet og kjendt det Cha-
racteristiske hos mig, at jeg aldrig
kunde læse for, naar Nogen sad bag
ved mig eller tæt op ad til mig, min
dre, naar jeg havde Børn paa Skødet
og paa Ryggen eller unge Kjøben-
havnere liggende heelt op ad mig, at
det var en Talemaade at kalde mig
»Børnenes Digter«, mit Maal var at
være Digteren for alle Aldere, og at
Børn ikke kunde repræsentere mig;
det Naive var kun en enkelt Deel af
Eventyret, Humoret var derimod Sal
tet i dem, og at jeg i mit Skrivesprog
byggede på Folkesproget, det var
min Danskhed«.
Den 12. juni 1875 forlod H. C.
Andersen sit hjem i Nyhavn og flyt
tede ud på Østerbro i villa »Rolig
hed« hos sine nærmeste venner, fa
milien Melchior. Som om han havde
på fornemmelsen, at han aldrig
mere kom tilbage, sagde han sine
værelser op, før han rejste.
Den 4. august døde H. C. Ander
sen hos sine venner, i bogstaveligste
forstand lige så hjemløs som han var
ved sin ankomst 56 år tidligere til
København.
116