117 / 148
ikke publikums store interesse. Skulp
turer i legemsstørrelse, eller blot por
trætbuster havde man kun plads til
i de største hjem, men på gader og
pladser blev der opstillet mange sta
tuer og mindesmærker, som vidner
om billedhuggerkunstens stade.
I stuerne vandt miniature-afstøb
ningerne indpas. Overalt kunne man
se Thorvaldsens kristusfigur og an
dre populære billedhuggerarbejder,
udført i gips eller bisquit. Sidst
nævnte materiale er hårdtbrændt,
uglaseret porcelæn. Det er kridhvidt
og kan minde om marmor.
Skulle det være særlig elegant,
kunne man male en gammel gipsbuste
over med guldbronze. Hvem busten
forestillede kunne være ligegyldigt.
Den pyntede. Var det en buste af
visdommens gudinde
Minerva,
an
bragte men den gerne ovenpå bog
skabet. Så sagde børnene, som mis
forstod navnet, at deroppe stod
mors
nerver.
Musikglæden
var meget stor i da
tidens København. Mange havde
lært at spille violin eller klaver fra
barndommen, og senere dannedes
strygekvartetter, trioer eller andre
grupper, der kunne mødes i hjem
mene og dyrke kammermusik. Den
gang havde man jo hverken radio
eller fjernsyn.
Udlandets store musiknavne kom
til København, hvor de afholdt kon
certer for fulde huse.
Sangforeningerne blomstrede. Man
ge jævne håndværkere og arbejdere
fandt sammen om denne fornøjelse,
der gik på tværs af sociale skel.
Naturligvis var der mange sang
foreninger, hvor det selskabelige
trådte i forgrunden. Storm-Petersens
berømte monolog,
Sangforeningen
Morgenrøden,
giver et glimrende
billede af en sådan forening, hvor
pinseskovturen
til
Frederiksberg
Have er nok så vigtig som solonum
meret - » . . . med brummen i det
fjerne«.
Læselysten
var også betydelig.
Dengang havde man læseforeninger
og lejebiblioteker, hvor man mod be
taling kunne følge med i den nyeste
litteratur. Det var heller ikke usæd
vanligt, at hele familien om aftenen
samledes omkring petroleumslampen
- til højtlæsning, en dejlig stund for
alle. Det svarer til at store og små i
8
B O R G E R I D E T GAM LE KØ BEN H A V N
113