157 / 423
153
Kirkegaardene under Stenbroen var ofte en ond Kulde til Epi
demier i Stæderne gennem Forurenelsen af Drikkevandet — men
som Samfundsonde stod de dog tilbage for de Farer, der truede
Efterslægten fra Gravenes Kaos i K irkerne og paa de bestaaende
Kirkegaarde.
VII.
Gravenes Kaos.
» 0 Jord, vi en Gave dig skænker — med Graad i dit Skød vi
den sænker — en dyrebar Sæd du modtager — vi derfor dig kal
der Guds Ager«, saa smukt taler en af den lutherske Ortodoksis
mest kendte Salmer »Med Sorgen og Klagen hold Maade« om de
dødes Jo rde fæ rd1) — men Virkeligheden var dog en anden.
Lutherdommen havde under K irkebruddet knldkastet de katolske
Gravskikke uden at sætte nogen fæstnet Skik i Stedet; end ikke
den strengeste Ortodoksis Mænd evnede at hane Vej ud af Uføret.
Den dyrebare Sæd i Gudsageren vilde have lidt en endnu usøm
meligere Medfart, om ikke det 17. Aarhundredes Regeringer fra
Tid til anden havde grebet ind ; men derved gled Begravelsesord
ningen fra Kirkens over i Statens Haand, den blev mere en Sam
fundssag, underkastet Enevældens Lovbud.
Al god Vilje til Trods formaaede Christian IV ikke at sætte
Forholdene i Skik. Stik imod adskillige Forbud2) var Landsby-
præsterne kommet ind paa at afkræve deres Sognebørn en Gave
i Penge eller lignende, naar en af deres døde skulde jordes; hvis
den fattige Almue ikke betalte, lod Præsten Liget staa ujordet,
indtil han fik sin Gave. Formynderregeringen liavde i 1592 for
budt denne Uskik under Straf af Kaldsfortabelse;3) lige meget
hjalp det — i 1615 maatte Christian IV selv gentage Forbuddet,4)
og endda hjalp det ikke, thi 1616 giver Sjællands Bisp den »som
Ligprædiken haver« blandt Københavns Præster Lov »at beholde
hvis got Folck fo ræ rer og fremsender«.5) I Forhold hertil betød det
lidet, at Kongen i 1602 forbød Adelens Skik: at lade Lig henstaa
ujordet i lange T ider og knappede Fristen af til fjorten Dage; )
1632 maatte han forlænge den til tre Uger ) og endda blev den
11