153 / 423
149
Øde og forladte laa Kirkegaardene hen, mens Græsset tuedes
over Gravene og jævnede alt ud i en Fælled. Omhuen for Gravene
var svundet, men K irken var næsten den, der holdt Gudsagrene
ringest i Hævd; højst stredes Præst og Kirkeværge om Retten til
Gudsagerens Høslæt og Afgræsning — for Foderværdiens Skyld.
I Juni 1545 tilkendte Fyens Landemode Sognepræsten i Skamby alt
Udbytte af K irkegaarden: Græsset og det nedfaldne Brændsel,
under Henvisning til, at Kirkeordinansen tillagde Præsterne de
samme Rettigheder, som deres Forgængere havde haft i Bispernes
Tid.89) Og i 1552 gav den førnævnte Kirkekommission for Viborg
Stift Stiftets Sognepræster Retten til at slaa Græsset paa deres
Kirkegaard, saa snart det kunde tørres, mod siden at holde Kirke-
gaarden ren og skikkelig, som det sig bør.90) Hvorledes Kirkegaar
dene skulde se ud, fremgaar af Sjællands Biskop Peder Pal-
ladius’ Traktat af 1553, hvori det om Kirkegaarden hedder, at den
skal slaas om Sommeren og holdes ren for Fæ, Øg og Svin, især ved
Kirkeladen, thi Kirkegaarden er de kristnes Sognehus til Domme
dag.91) Men naar Palladius i samme Skrift bød, at al Uryd skal
fjernes fra K irken og Kirkegaarden, hvad der har hørt til den
ugudelige Pavemesse og løgnagtige Skærsildspine, saa ramte han
de sidste Levn af Middelalderens fromme Kirkegaardskult, Fat
tigmands enkle Trækors paa Gravene. Sjællands Landemoder for
bød endog siden helt at sætte »Kors, Stene og anden Uryd« paa
Kirkegaardene.92) Helt blottet for Skønhed og Røgt laa Gravene
dog ikke alle Steder hen ; en Ribeborger93) fortæller, at inan der i
Byen tid t lagde Blomster paa Gravene, og Magistratens Instruks af
156294) bød Graveren paa Københavns nye udenbys Kirkegaard at
»opdrage« Tidsler, Areller og andet unyttigt og i Stedet plante Aske
og Linde omkring Kirkegaarden. Fyns Bisp Jacob Madsens Visitats-
bog fra o. 1589 nævner da ogsaa blandt 75 Kirkegaarde i hans
Stift kun ti uden Træer, men femogtredive med nogle Træer, en
enkelt endog med over tredive T ræ e r.10)
Med Tiden kom der saaledes nogenlunde Skik paa selve Kirke
gaardene, men med Freden stod det ilde til. De Selvtægtsmænd i