LigbrændingensHistorieDanmark

154

overskredet — og saaledes gik det med alle Kongens Paabud, hvad

enten det drejede sig om Forbud mod Overdaadighed ved Begra

velser eller for lange Ligprædikener.8)

Der skulde en fastere Haand og en Nødstilstand til for at bringe

nogenlunde Orden i det Virvar, som Gravskikkene havde udviklet

sig til. Under Pesten i København 1654 udstedte Frederik III en

Forordning,9) som ryddede grundigt ud blandt Vilkaarlighederne,

i det mindste i København; for det første maatte de mere for

nemme gejstlige og borgerlige Lig højst staa ujordet i fire Dage,

for jævnere Folk var Fristen to— tre Dage — Adelens lange Frist

lod Frederik III nok være med at røre ved — , for det andet fo r

bødes enhver Overdaadighed ved Ligbegængelsen; kun de nødven

digste Ligbærere og højst fire Kvinder, til at klæde Liget og lægge

det paa Baare, maatte indbydes. Naar Klokken slog et, skulde alle

Stadens Klokker ringe i tre Kvarter og ikke mere — og da for alle

Byens døde; hvis nogen Klokker dristede sig til at ringe længere,

skulde han bøde tre Rigsdaler til sin Kirke. Saa snart Klokkerne

begyndte at ringe »for Lig«, skulde Skolemestrene begive sig sam

men med deres Hørere og Disciple hen til den dødes Hjem, hvor

man til den Tid skulde være færdige med Liget og rede til at bære

det bort, for at Skolen ikke skulde vente længere end det Kvarters

Tid, som den var pligtig at vente, hvis Skolen kom til at vente

længere, skulde den begive sig til et andet Lig, eller til Skolen —

og Følget maatte da selv om at bære Liget til Graven uden Sang.

Endelig maatte Præsternes Ligprædiken højst vare tre Kvarter. Pe

sten ha r selvsagt præget denne Forordning; men i sig selv er den

et interessant Tilløb til en Begrænsning af Gravskikkenes Over

flod — dog med et Slag lod det sig ikke gøre.

Adelens pragtsyge Ligbegængelser gav Tonen an, og de jæv

nere Befolkningslag fulgte kun altfor villigt efter. I 1656 maatte

Frederik III udstede en ny Forordning,10) denne Gang direkte ret

tet mod Gejstlighedens og Borgerstandens Efterligning af Adelens

Skikke: Alene den nærmeste Slægt og Vennekreds maatte under

rettes om Dødsfaldet, og kun otte til ti Personer af denne snevre