163 / 423
159
Klokkeringningen maatte begynde Klokken tolv; men hvis Klok
keren dristede sig til at ringe udenfor den lovbefalede Tid, skulde
han have sit Embede forbrud t og endda betale en Bøde paa ti
Daler. Præsten skulde være færdig med sin Tjeneste senest Klok
ken halvfire — under
20
Dalers Straf — og han maatte ingen
Mindetale ind fle tte ; kun ved Aftenbegravelser maatte han tale over
Lig af Rang eller Adel i højst et Kvarter. Ved kongeligt Brev og
Tilladelse kunde der nemlig forundes særligt begunstigede en
senere Begravelse, men kun under Ledsagelse af tolv Lygter, og
mod at Jordpaakastelsen foregik straks, thi Kisten maatte paa in
gen Maade staa paa Kirkegulvet under Prædikenen. Præsterne
skulde foretage Jordpaakastelsen, saa snart Kisten var stillet paa
Plads i Graven, men maatte ikke kræve noget derfor. Paa Landet
skulde selve Jordpaakastelsen være gratis; men de, som vilde have
deres Børn jordet uden Prædiken eller Udgift til Kirken eller Sko
len »saavel som og fattige Folk og Tjeneste-Folk« skulde møde paa
Slaget tolv med deres Kister i Kirken eller paa Kirkegaarden.
Af særlig Interesse er Forordningens Takster for Gravene; des
værre er de kun angivet for de københavnske Kirker, men Landets
øvrige Gravtakster h a r vel staaet i Forhold hertil. Et Gravsted i en
københavnsk Kirkes Kor, Koromgang eller særligt Kapel skulde
koste femogfyrre Daler, i Midtergangen femogtredive, og, hedder
det ret praktisk, »i Korskirker regnes hele Kirken tvært over for
midterste Gang«; for tredive Daler slap man ned under Sideskibe
nes Gulv, og i Taarnet kostede det endda kun tyve Daler. Disse
Takster var høje, ogsaa omsat i vore Dages Pengeværdi, men næppe
høje nok til at afholde de selv efter Døden rangsyge Samfunds
borgere fra at søge deres Gravsteder i Kirkerne, hvor Gravene un
der Gulvene snart blev en ulidelig Plage, stundom ogsaa en kata
strofal Fare for Kirkegængernes Sundhed. Og hvad hjalp det, at
Forordningen erklærede, at de dyre Gravsteder var de dødes »uden
Kisternes Forfløtning« paa 20 Aar, naar Kirkeregnskaberne21)
viser, hvorledes Gravene forsømtes og forfaldt til skandaløse T il
stande efter faa Aars Forløb. Det eneste Tilløb til en hygiejnisk