160 / 423
156
gaa ud fra den som en Selvfølgelighed og kun kræver, at Skolen,
forinden Graven graves eller aabnes, h a r faaet sin Rettighed.14)
Moden naaede da ogsaa op i de allerhøjeste Kredse, Griffenfeld
lod i 1672 sin Hustru begrave om Aftenen,13) og Aaret efter lod
selve Kongen sin Søn Prins Christian Vilhelm jorde paa denne Vis.
Anders Bording skildrer i sin rimede Avis »Den danske Mer-
curius«16) Prinsens Begravelse i disse Linier:
»Hans fyrstelige Lig udi Slotskirken her
Ved Ljus og Aftenstund bisat og jordet er.«
Disse sene Begravelser blev selvfølgelig en folkelig Aftenfor
nøjelse; der var jo nok at se paa. En samtidig tysk Forfatter,17)
der iøvrigt betegner disse Begravelser som særligt ejendommelige
for København, skildrer, hvorledes V induerne i de Gader, som
Ligtoget drog igennem, var illuminerede, og hvorledes Følget bar
Stanglygter. Selve Sørgehuset stod ikke tilbage; i 1694 holdt en
Justitsraad Kruse sin Kærestes Jordefærd, og da var i hans Gaard
»nogle hundrede brændende Lamper i Vindverne optændt, og
udenpaa med ligesaa mange Lygter udprydet«ls) men to Aar efter
overstraaledes denne Lyspragt sagtens af Lysskæret i Charlotten-
borgs Gaard, hvor Gyldenløves Søn laa Lig mellem ti store Lyse
stager, mens der bag Kisten var »ziret med dejlige Illuminationer
af smukke Sindbilleder«19) — og saa h a r Faderens Ligfærd i 1709
vel nok være endnu mere pompøs, at dømme efter Stikket i Clir.
Masius’ Ligprædiken. Med det nye Aarhundrede tog Aftenbegra
velserne dog af; de fornemme Kredse havde ikke længere denne
Særskik behov, thi Enevældens Begravelsesforordning satte Skel
nok mellem høje og lave, ogsaa efter Døden.
Christian V’s Forordning af 1682,20) der blev Grundlaget for
Begravelsesordningen i hele Enevældetiden, h a r som nævnt sin
Rod i Forordningen af 1656 og ældre Forordninger, men den er i
sin Form og Tankegang fu ld t ud den nye Enevældes Udtryk, paa
en Gang en Gravenes Rangforordning og baaret af Monarkens Om
sorg for sine Undersaatters rette Maadehold. Kongen har ugerne