148 / 423
144
ikke — Overfyldningen vedblev og førte til katastrofale Til
stande.
Ingen af Danmarks K irker var mere efterspurgt som Gravplads
end Vor Frue i København; skønt Christian IIFs Kansler Johan
Friis havde en Grav staaende beredt til sig i Hesselager Kirke,
foretrak han dog paa det sidste at blive jordet i Vor Frue i Hoved
staden.57) Her hen søgte ogsaa de mest berømte af hans Standsfæller
efter Døden — he r begyndte derfor den sejge Kamp mellem de
pragtlystne efterladte og Regeringen om de over Kirkegulvet op
højede Grave,58) der blev forbud t af Regeringen i 1576.1’9) Ade
len søgte i krænket Forfængelighed Erstatning ved at rejse de
Gravkapeller i deres Godskirker, der endnu staar som Monumenter
over Kirkegravenes Stortid, men nogen Aflastning for de over-,
fyldte K irker blev de ikke — den maatte K irkegaardene yde.
De døde trængtes da med de levende om Pladsen i K irkerne —
og dog bød det hellige Sted Gravene ringere Fred end før. Stundom
trængte Markedslivet med sin Uro ind under Kirkens Tag,60) oftere
forlagde Hverdagen sine Værksteder og Lagre herind — talende
Vidnesbyrd om Tidens skortende Respekt for Stedets Hellighed
og Gravenes Fred. I 1552 lod Christian III tre Sække flensborgsk
Humle lægge af i, M iddelfart K irk e ;61) andre K irker brugtes til
Værftsmagasiner, hvor man Vinteren over hængte Sejl og Skibs
grejer op under Hvælvingerne og kørte med Hest og Vogn ind i
K irken for at læsse dem af eller hente dem ;62) det kan derfor
næppe undre, at man o. 1580 plejede at tilhugge Kongens Skyts
lader i Helsingørs tyske K irke.63)
Trods Vanhelligelse og Overfyldning kappedes Kirkefolkets
Standspersoner om Gravstederne under K irkens Gulv; mod Slut
ningen af Aarhundredet tog man sig endog selv til Rette. I en For
ordning for Vejle af 159464) forbydes det, at nogen opbryder Stene
eller Stole i K irken, førend de har Kirkeværgernes Samtykke; til
med skulde der betales klækkeligt — en Grav i Koret kostede 30
gode Daler, men det stod Adelen frit for at betale mere, eftersom
deres Begravelser tog mere Plads end andres. — K irken drog sig