145 / 423
141
og Dræk mellem Vogne og Heste, synderlig om Vintertid, og der
over fare ilde, hvilket ikke tilbørligt er.«39)
Med Lys i Hænderne førte Peblingene da an i det store Op
bud til Dødens Æ re ; men de sørgende efterladte nøjedes ikke med
saa lidt. Hvor det var muligt at udpønse end mere Pragt, den
døde til Ære, de levende til Misundelse, blev det gjort. Højden
naaedes med Vognens Indførelse i Ligtoget. En af de første Be
gravelser af denne Art fandt Sted i København 1566; herom for
tæller et Øjenvidne: »Blev salig Sidsel Niels Parsbjergs Lig be
graven her i Byen idag, og fik en herlig Begravelse, og gik der fire
Heste for Vognen, som Liget stod i, og var de alle fire brune, og
var Hestene k læd t med sort Engelsk hart ad ner til Jorden«.40)
I denne Tids Fruervogn med dens fire Hjørnestolper, Himmel og
Omhæng møder vi Begyndelsen til de Ligvogne, som i vore Dage
endnu er i Brug. Skikken synes at have bredt sig hastigt, idet For
ordningen af 1576 betegner Brugen af Ligvogne med sort klædte
Heste for som almindelig; mens Vognene fortsat fik Lov at køre
deres triste Last, blev Brugen af det sorte engelske Klæde til
Hestene forbudt.41)
Ved Kirkegaardsmuren gjorde Ligtoget holdt, Følget sluttede
op om den døde; var Liget kommet agende, løftedes Kisten ud
af Vognen, som maatte blive holdende udenfor. Lnder Kirkeklok
kens Kimen og Peblingenes Salmesang bares den døde ind til sit
sidste Hvilested, ind over Kirkegaarden — og tre Gange rundt om
Kirken. Treenigheden til Ære! saaledes tolkede Romerkirken4")
denne Gravskik, hvori Troels-Lund43) gisner paa et Levn fra
Oldtidens Solkult. Hedensk eller kristen i sin Rod — Skikken
holdt sig dog til Midten af det 19. Aarhundrede;44) gjorde Kirken
end Indsigelse,40) fulgte Skikken ligefuldt den døde til Kirkens
Tærskel.
Herinde under Kirkens Hvælvinger hvilede Aarhundredernes
døde i deres viede Grave; men den nye Læres troende skulde
stedes til Hvile uden Signen. Med sin Opstandelsesprædiken46)