142 / 423
138
Adelens og de rige Borgeres Pragtsyge, og med Enevælden fik den
nogenledes frit Løb.
Medens den døde klædtes og lagdes i Kiste, gjordes Sørgehuset
rede til den store Fest: Jordefæ rden, hvormed Livet tog Afsked
med den døde; men i næsten hvert et Træk er den travle Færden
omkring Dødslejet mere vendt mod Livet end mod Døden. Troels-
Lunds rige Billede af disse Forberedelsers Karak ter viser Træk
for Træk Bruddet med Middelalderens Syn paa Døden — intet
drager dog Bruddet skarpere op end den lange Frist, man undte
sig til Jordefærdens Forberedelse — det var denne Verdens Hæder,
man søgte vundet for den døde ved at vente, ikke Dødens stille
Fred.
Det Slægtled, som gennemførte Reformationen, holdt paa
hastig Begravelse, og de lavere Stænder holdt denne Skik i Hævd
næ r ved et Aarhundrede; endnu 1578 krævede Københavns Ma
gistrat, at in tet Lig maatte blive staaende over Jorden længere
end en Nat,21) men et halvt Aarhundrede senere bød en Forord
ning for Viborg af 1623: »Ingen, ihvo det er, maa gemme noget
Lig længere inde end to Næ tter i det højeste.«22) Paa den Tid
havde Adelen forlængst udfoldet hele sin Selvraadighed i dens
vilkaarlige Forlængelse af Fristen. I Begyndelsen tog man med
Lempe. Døgnfristen blev til fem Dage ved Rigshofmesteren Eske
Billes Død i 1552 ;23) men næppe var Christian III død i 1559,
og hans Jordefæ rd tog seks Uger,24) før Adelen spændte Kravet
op. Den nye Konge fulgte villigt sin Adels Ønske, saaledes fast
satte han sin Sekretær, Rigsraad Korfits Ulfelds Begravelse til
fjorten Dage efter Dødsfaldet.25) H erlu f Trolles Lig ventede tre
Uger, inden det stedtes til Ro paa Herlufsho lm ;26) men Højden
naaede dog Kongens døde Marskalk, hvis Lig stod over Jorde i
fire Maaneder.2') Med Føje siger Forordningen af 1576 derfor,
at »deres Lig, som Gud den almægtigste fra denne forfængelige
Verden lienkalder, ikke alene i lang Tid, som er undertiden et
Fjerdingaar, og undertiden fast endnu længere, staar over Jorden
ubegravet, hvilket og tit og ofte sker mod den dødes sidste Vilje,