138 / 423
134
paa Kirkegaarden for at friste Kirkegængernes Købelyst.44) Kirke
folket drog da kun den fulde Konsekvens af den slappede Kirke-
gaardstugt, naar det ved K irketide kastede sig ud i en Dans paa
Kirkegaarden, som den, Folkevisen40) synger om:
Der gaar Dans paa K irkegaard
— under Lide —
der danser Møer med udslagen Haar . . .
Kirkegaarden blev saaledes med Tiden en offentlig Plads, et
lukket Torv, hvor Borgerne mødtes til Raadslagning og Retter
gang. Efter et forgæves Angreb paa Roskildebispens Borg paa
Holmen i 1294 trak de oprørske københavnske Borgere sig tilbage
til den nærliggende Set. Nikolaj Kirkegaard og lagde fortsat Raad
op mod Bispen40) — det er det første Møde paa en Kirkegaard, vi
hører om; men det er ikke det sidste. I 1479 nævnes et Møde paa
Set. Clemens’ K irkegaard;4') ti Aar efter holdt Kong Hans Ret-
terting paa Vor Frue Kirkegaard48) og to Aar senere igen paa
Helliggejstes49) — af den viede Jords Hellighed var in tet tilbage!
Vor bedste Kender af Middelalderens Byliv, Hugo Matthies-
sen, har derfor Ret, naar han ridser den senmiddelalderlige Kirke-
gaards Egenart op i disse Ord: »Først paa Baggrund af dette Bil
lede aftegner den middelalderlige Kirkegaard sig i al sin Ejendom
melighed — ikke tyst og lukket, ene helliget Mindet om de hen
farne — men præget af Livets Uro, flittigt udnyttet af den levende
Slægt, som vel vidste at tage dens rummelige Terrain i Brug til
vidt forskellige Formaal.«50) Og hvad Middelalderen havde levnet
af sømmelig Gravskik, slugtes af Reformationen.
VI.
Unde?' K irkebruddet.
Den mørke Nat forgangen er, og Dagen oprinder saa vide; nu
skinner Sol over Mark og Kær, de Fugle de sjunge saa blide; Gud
give os Lykke og gode Raad, sin Naades Lys os tilsende — saa sang
Reformationens Psalmist Hans Christensen Sthen,1) og slig følte