139 / 423
135
den nye Tros Mænd Bruddet med Aarhundredernes Kirke: Romer
kirken var idel Mørke — Guds Naade skabte Dagens Lys; men
Glæden over Lyset fik den nye Kirke til at glemme den fromme
Skønhed i mangen gammel Kirkeskik, ikke mindst de, der værnede
Gravens Fred.
Bedeklokkens Sjæleringning havde kaldt Slægt efter Slægt
blandt Kirkefolket til Bøn for den henfarne Sjæl. Sjælemessen
havde nedkaldt Guds Guds Barmhjertighed over den Sjæl, hvis
Legeme hvilede i Kirkens Skød — i viet Grav — til Opstandelsens
Komme. Lig en mild, dog myndig Moder havde Kirken taget sine
døde i sit Værn og søgt at skærme dem mod Verdens Fortræd, saa-
vidt K irkeretten rakte. Alt dette brødes sønder under Reforma
tionens Storm paa Romerkirkens Tankesæt; den nye Læres grumme
Ivrere knuste alle de fromme Skikke og lagde Øde, hvor der før
var Have.
Mod Romerkirkens Vagt, af Sæd og Skik, om Gravens Fred,
satte Reformationen Forvisningen om Guds Naade mod hver en
død. Fra første Fæ rd forkastede Luther Sjæleringningen og Sjæle
messen som argt Papisteri,2) og i sin Prædiken om den rige Mand
og Lazarus3) fo rk larer han Døden som kun en Sjælens Søvn indtil
Opstandelsen — men i Grunden ved vi intet derom, føjer han til.
Bønnen for den døde bør da kun lyde: »Kære Gud, er Sjælen
endnu i den Tilstand, at den kan hjælpes, saa beder jeg dig, at du
vil være den naadig.« Men Luthers Venner var end mere nid
kære: »Lad de sørgende trøste sig med en Bøn for den døde;
Menigheden ved, at den ej med sin Bøn bør paavirke Guds
Dom.«4) Hermed havde Reformationen hugget det Baand, Menig
hedens Forbøn, over, der i Romerkirkens Gravskik bar den døde
over Fortabelsens Dyb. Luther drog kun den sidste Konsekvens,
naar han i et Brev til Præsten Cyriacus Gerich0) indirekte for
kastede Begrebet »den viede Jord«. Udfriet fra Kirkens faste Værn
blev den døde nu et Bytte for Kampen mellem Tro og Overtro,
indtil Lutherdommens Ritus blev saa fast i Hævd, at Overtroen veg.
Sjæleringningen var vel i sin Rod en hedensk Skik; ) men