140 / 423
136
helliget af K irken havde den dog straks lagt den dødes Vel i Me
nighedens Varetægt, og trods alt Had til Romerkirkens Skikke hang
den nye Tros Børn ved gammel Sæd. K irkeordinansen af 1539,
Lutherdommens største danske Kirkelov, henlagde ganske vist
Sjæleringningen til selve Jordefærdsdagen — da maa man lade
ringe, og de som vil have ringet, skal give K irken de Penge, som
man tilforn plejede at give, ikke for de dødes Skyld, men for at
opvække de levende7) — dog Folket agtede ikke paa dette Bud;
i 1556 kunde Aalborg Byraad vedtage »at naar et Menneske dør,
da skal der ringes med alle Klokker, og saa med en Klokke, naar
det bæres til Graven. Men for et Barn skal der ikke ringes uden
med to smaa Klokker, naar det dør, og saa med en af samme smaa
Klokker, naar det bæres til Graven«,8) saa aabenlyst vovede den
katolske Skik sig frem midt i Reformationsrøret. Hvor meget Kir
ken end var paa sin Post mod papistiske Levn ved Jordefærden9)
og vedtog K irkeordinansens Paabud paany,10) nyttede det lidet,
naar Kongen og Rigets Adel selv førte Uskikken videre ved deres
Jordefærd. Christian III førtes til sin Grav i Skt. Knuds Kirke
under kun to Timers Ringning paa selve Dødsdagen,11) men da
Christian IV var død i Februar 1648, kimede alle Landets Klok
ker lige til Begravelsen skete i December.12) Først da Christian V’s
Danske Lov af 1685 udtrykkelig forbød Sjæleringningen,13) hjalp
det saavidt, at Præsten Peder Syv ti Aar efter kunde fortæ lle,14)
at Skikken var gaaet af Brug; men den vedblev dog at leve længe
endnu i Folket,15) omend dens Idé gik i Glemme.
Fra Bedeklokken faldt i Slag til Sjæleringning havde den ka
tolske K irke i sin Tid taget sig af den dødes Røgt; den alene kunde
skærme Slægt og Menighed mod Besmittelse fra det urene Lig —
men nu tog Hjemmets Kvinder sig paa at tvætte og klæde den
døde, med en god Del Overtro i deres Handlen. Først aabnedes
Dødsstuens V induer og Døre, for »at Sjælen kunde flyve ud«,
inden Liget skulde skikkes. Tvætning og Iklædning fulgte oftest
ad, især hvor Tiden var knap ; men hos Adelen, hvor der kunde
gaa Uger hen, inden Begravelsen fand t Sted, klædtes Liget ikke