LigbrændingensHistorieDanmark

215

Lad saa denne Handling ske i den Aand og den Sandhed, som

den hellige Skrift udtrykker i disse Ord: Alt, hvad I gøre, det gører

i den Herre Jesu Navn, gører dette som kristne, ganske i den Aand,

som sømmer sig den sande Kristen, Jesu tro Efterfølger.

Ogsaa indenfor andre Kirkesamfund stillede man sig forstaa-

ende. Lord-Biskoppen af Manchester udtalte saaledes: ingen fo r

nuftig Tro kan gaa ud paa at antage, at den Maade, paa hvilken

vort dødelige Legeme falder hen til Støv og gaar sin Opløsning i

Møde, eller den Tid, der medgaar dertil, kan staa i Strid med nogen

af Kristendommens Lærdomme.

I Danmark havde Ligbrændingen tidlig vakt Interesse i k irke

lige Kredse, og Biskop

Martensen

tager Spørgsmaalet op i sin ind i

viduelle Ethik, hvor han skriver:

»Naar der i vore Dage lader sig Stemmer høre, der kræver, at vi skulle ombytte

Begravelsen med Ligbrændingen, da kunne vi heri kun se en Yttring af Hedenskabet.

Disse Stemmer synes ganske at være blottede for religiøse Forudsætninger, opfatte

Døden som en blot og bar Naturproces og støtte sig udelukkende til »sanitære«

Grunde, om hvilke der kan disputeres i det uendelige pro og contra. At den christe-

lige Kirke — selv om afchristnede Stater skulle gaa ind derpaa — ikke vil kunne

indlade sig paa dette Forslag, lader sig med al Sikkerhed sige. Kirken vil ikke kunne

brænde sine Døde og lade denne Skik træde i Stedet for Begravelsen, vil ikke

kunne bryde med sin ældgamle Tradition, uden med det samme at brænde, overgive

til Forgængeligheden sit i Skriften grundede Billedsprog, der helt igennem taler om

Død og Opstandelse under Begravelsens Forudsætning. Den maatte da anskaffe sig

et nyt Billedsprog og f. Eks. tilegne sig Phoenixfuglen, der stundom har forvildet sig

ind i den christelige Kirke, et Billede paa Menneskeaanden, der som Phoenix op

svinger sig af Asken og overvinder Døden ved egen Kraft. Men at kræve, at Kirken

skal opgive sit gamle, fra Herren og Apostlene stammende Billedsprog, hvori den

udtaler sin Grundbetragtning baade af de himmelske og de jordiske Ting, og skabe

et nyt Billedsprog, hvilket er en Umulighed, vilde være at stille en aandløs og absurd

Fordring.

Martensen

blev straks imødegaaet af Biskop

Monrad,

der i »po

litiske Breve« fremsætter Udtalelser, der læst nu virker ganske

moderne.

Monrad

kan ikke tiltræde

Martensens

»strenge, liden

skabelige Domme«, han kan ikke tiltræde hans Ytringer, »selv om

jeg derved udsætter mig for at anses for en Hedning, for et Menne

ske, der er blottet for religiøse Forudsætninger«.

Monrad

frem