100 / 467
Københavnske foreninger 1820 til 1848
87
Lindberg var primus motor i foreningen, og da han i
begyndelsen af 1844 endelig fik et præstekald på Falster,
ophørte den med at eksistere. Medlemmerne i central
komiteen agtede ikke at fortsætte de folkelige møder, og
håndværksmestrene magtede det ikke.Desuden havde for
eningen indtil da ikke haft held til at drage interessen
bort fra nationalliberalismen.
Tiden fra 1839 til 1848 danner en epoke i den politi
ske udvikling; et tidsrum, hvor politisk opposition af
løser det foregående tiårs vågnende politiske interesse.
Indenfor foreningerne sætter denne udvikling sig også
spor, og det er også muligt her at fastlægge et skel, der
omtrent falder sammen med det andet. En oplysende
virksomhed bliver afløst af eller suppleret med en poli
tisk tendens, der klart står i modsætning til det enevæl
dige styre. Hertil kommer interessen for danskheden i
Slesvig og skandinavismen, to meget nær sammenknyt
tede begreber. Den slesvigske undervisningsforening og
Det skandinaviske Selskab dannedes omtrent samtidigt,
og det var næsten de samme personer, der sad i besty
relserne. I Lehmanns ridehustale træder de yngre libe
rales ønsker med skandinavismen klart frem.
Den økonom iske opgang, der begynder omkring 1830,
skaber politisk interesse navnlig blandt de mere velstil
lede og akademikerne. Industriforeningen er det sted,
hvor denne borgerstand søger at modvirke de snærende
lavsbånd. Så længe den økonom iske opgang vedvarer,
så længe er liberalismen en betydende faktor indenfor
denne forening, men da nedgangen sætter ind, tager rent
faglige spørgsmål overhånd. Imidlertid findes en vis
mangel på interesse i mange foreninger, allerede inden
krisen begynder, og der må derfor findes andre årsager
til denne stagnation end økonom iske faktorer. Her skal
nævnes to ting, der afgjort har indvirket på forenings
livet.