79 / 196
Hélène Vacher
sluttede bebyggelser, som hver har et cen
trum bestående af en plads, der som en »tur
binearm« tilpasser sig tidligere afsætninger.
(Se planen gengivet side 26). For at struktu
rere byformen i sin helhed viser Strinz' plan
nogle »grænsebebyggelser«, der gøres synlig
ved kæder af grønne områder, som lukker
sig omkring byen i ringe. Landmålerens
mesterlige, grafiske færdighed er udtryk for
en gennemført fremgangsmåde, som lægger
vægt på at skabe helhed i de eksisterende
parcellers topografi. Den detaljerige plan
bliver understreget af dommerkomitéen,
selvom de ledsagende perspektiviske gade
billeder ikke vinder bifald.45
Projektet »Richesse oblige« lægger ligele
des stor vægt på parcellens betydning for
placeringen af bebyggelseskerner, således at
de fremtidige kvarterer får deres eget sær
præg. Egil Fischers plan indeholder også fle
re dimensioner vedrørende bevaring, en
synsvinkel, som han gør rede for i sin beskri
velse.46Nogle år senere fremstiller han en
metode til vejnettets linjeføring, der afpasses
efter de forskellige typer trafikanter og dis
ses hastighed samt efter den ekisterende
topografi.47
Flere projekter præsenterer ligeledes beva
ringsmetoder inden for bymæssige makro-
former. For eksempel den skibskanal, der fin
des i Råvads projekt, og som bruges til at
give havnezonen struktur, men også tjener
som iscenesættelse af Christianhavns rumli
ge autonomi bag sine bastioner og volde.
Vejnetssystemet i de indlemmede distrik
ter beskytter de eksisterende landsbyer, og
Råvad helliger et afsnit i sin beskrivelse til
»landsbyernes fredning«: »Den historiske
landsby, mellem hvis repræsentanter nogle
inden for byens grænser (....) er et kulturhi
storisk mindesmærke, som det vilde være
heldigt at have fredlyst, hvis dette på nogen
måde er muligt.«481Bjerres plan sættes fokus
på den rumlige afgrænsning af bymidten i
forhold til udvidelserne; Christianhavns
fæstningsværker bliver således bevaret, og
der anlægges beplantede boulevarder til at
danne en ring om Københavns bymidte.
Sideløbende med de nyskabelser, der fin
der sted inden for byplanlægningen, som
bl.a. vedrører inddeling af bebyggelsen i
zoner og skabelse af parksystemer, er der,
som det fremgår af projekterne til konkur
rencerne om byudvidelserne, et bevarings
hensyn at tage stilling til i forbindelse med
de problemer, der er ved at sammenkæde
nye og gamle områder.
Dette gør sig også gældende i årene 1898-
1910 ved »Art public«- kongresserne, hvor
man er optaget af tanker om arven fra forti
den, som ikke kun vedrører monumenter og
restaureringen heraf, men også bebyggelses
masser og byers beliggenhed. I disse fora
diskuteres fremgangsmåden ved udvidelser
ne, idet man søger at opbygge et »genus loci«
og at frede de »gamle byers hjerte.«49
Samtidig med nedrivningen af gamle byg
ninger og byfornyelsen af de »usunde« kvar
terer, fører
Foreningen til gamle Bygningers
Bevaring,
som blev stiftet i 1907, en kampag
ne for at vække interesse for kendskabet til
verdslig bygningskunst samt for at få iværk
sat en lovgivning om bygningsfredning. Ved
at se tilbage på Foreningens første år lægger
Vilhelm Lorenzen især vægt på den beva
ringsbevægelse og byplanlægningsbevægel
se, som kørte på samme tid.
11908 er næsten alle danske arkitekter, som
har indsendt et projekt til konkurrencen om
København, medlemmer af foreningen. M.
Nyrop og FL Kampmann, medlemmer af
dommerkomitéen, der er udpeget af Kunsta
kademiet, sidder i foreningens bestyrelse.
Disse arkitekter er samtidig medlemmer af
76