76 / 196
Byplaner og kulturelle modeller
NYE BYUDVIDELSER OG BEVARINGSBESTRÆBEL
SER I BYPLANLÆGNINGEN
Konkurrencen om Københavns udvidelse
giver lejlighed til at betragte ikke alene det,
der sker i professionen inden for byplanlæg
ning, som er under udvikling i denne perio
de, men også det meget gennemførte udtryk,
som karakteriserer én af de byplanbevægel
ser, der efter 1. Verdenskrig mister fodfæste
efter at have efterladt sig sine spor flere ste
der i Europa.
Der er tre vigtige punkter at skelne mellem
i forbindelse med de problemstillinger, der
er i den tids byplanlægning: En søgen efter
en ny social og funktionel balance i byen,
modernisering af byen, hvilket anses som en
magtfaktor i det internationale hierarki og
endelig en søgen efter et kompromis mellem
den oprindelige »gamle« by og de bebyggel
ser, der er i vækst.42Disse punkter bliver der
taget højde for i forskellig grad, alt afhængig
af forholdene, når »byplanlæggerne« udar
bejder deres projekter.
Konkurrencen indskriver sig i en ekstrem
frugtbar periode inden 1. verdenskrig, hvor
en stræben efter at finde en byform, der kan
forene tradition og modernitet, indtager en
fremtrædende plads. Denne stræben retter
sig i vid udstrækning mod det at bevare. Det
handler om at medregne den eksisterende
topografi, eksisterende parceller og vejnet,
eksisterende grønne områder, landskaber og
bebyggelser. I konkurrencen, hvor vægten er
lagt på nye udvidelser af byen, gælder det
ved denne bevaringsopfattelse om at se,
hvordan disse udvidelser kan kædes sam
men med eksisterende bymasser.
Hovedparten af projekterne lægger derfor
stor vægt på, hvo rdan gam le og nye om rå
der kan sidestilles og blandes med hinanden.
Konkurrencens deltagere, arkitekter, ingen
iører, landinspektører og havearkitekter, har
referencer til forskellige byplanbevægelser
lige fra »Städtebau« til »City Beautiful« via
»Garden-City« og »Art urbain«.
Uden at gå ned i en komparativ analyse af
projekterne er det dog muligt at nævne nog
le aspekter i den bevaringsmæssige side af
arbejdet. Carl Strinz' forslag blev valgt af
dommerkomitéen i kraft af tegningens høje
kvalitet. Denne landmåler fra Bonn, hvor en
af de første skoler i Europa inden for land
måling blev grundlagt i 1870'erne, udarbej
dede sine planer med udgangspunkt i sin
erfaring både som landmåler og topograf,
hvor han anvendte matrikelkortets tekniske
nøjagtighed, som danner beregningsgrund
laget for grundbeskatningen.431 en artikel i
tidsskriftet Der Städtebau fra 1905, fremstil
ler Strinz en teknik inden for omparcellering,
som gør det muligt at undgå den fordyrende
ekspropriering. Landmålerens tekniske eks
pertise gør det muligt at finde et tilfredsstil
lende kompromis mellem hensynet til eksi
sterende parceller og nødvendigheden af
den omformning, der skal til i forbindelse
med byplanlægningen.
Strinz er enig med Camillo Sitte i at lægge
vægt på at bevare eksisterende ejendoms
grænser. Dog synes Strinz, at de forbehold,
Sitte har over for omlægningen, er overdrev
ne. For Strinz indebærer omparcellering ikke
nødvendigvis geometriske eller skematiske
planer, som Sitte frygter, da teknikken gerne
skulle gøre det muligt at forene sammen
satheden i morfologier og i eksisterende
afsætninger samtidig med, at de påkrævede
ændringer finder sted.4
I Strinz' prisbelønnede projekt ser man
først og fremmest en stor beherskelse af tek
nikken indenfor udarbejdelse af planer samt
en elegance i systemet om at skabe kerner af
73