92 / 199
huslærer i en dansk adelig familie i Dresden, havde derimod et uheld
ved eksamen, hvilket medførte, at han først ville blive permitteret et
halvt år senere. Han foreslog mig, med tilladelse fra elevens forældre,
at vikariere for ham i dette halvår, og jeg tog med glæde imod dette
tilbud, som gav mig yderligere respit. Det var så meningen, at jeg, når
vikariatet var færdigt, skulle benytte nogle penge, jeg havde fået for
ærende ved min eksamen, til, sammen med min ven Povl Helweg-Lar-
sen, der i mellemtiden også var bleven cand.theol., at rejse et par
måneder til Italien på en kombineret studie- og fornøjelsesrejse - mest
det sidste. Muligvis ville jeg efter denne rejses afslutning kunne komme
på en virkelig studierejse til fremmede universiteter, idet Københavns
Universitet råder over adskillige rejselegater for teologiske kandidater,
ved hvis uddeling jeg mente at kunne komme i betragtning. Skulle
dette imidlertid slå fejl, kunne jeg ved det nye skoleårs begyndelse søge
at få skoletimer.
Sådan var mine fremtidstanker, da jeg i slutningen af september
1901 tog til Dresden. Der fik jeg det behageligt i alle måder. Jeg kom
godt ud af det med min elev, og hans forældre var elskværdige imod
mig. De skulle arve et gods hjemme, men foreløbig havde de ikke over
flod på penge; for at få det til at løbe rundt, tog de unge velhavende
piger i huset som paying guests, mest engelske eller amerikanske
Miss’er, der tog sprog- eller musikundervisning som afslutning på
deres uddannelse, inden de rigtig trådte ind i de voksnes kreds. Der
var en
8
å 10 stykker, og de var meget søde og fornøjelige. Dagene gled
så blidelig. Fire timers skole og derefter middag; om eftermiddagen
tennis eller anden friluftsbeskæftigelse, og så nogle timer til min egen
disposition; efter aftensbordet frimærkestudier med min elevs far og
derefter musik eller ping-pong med Miss’erne og min elev; om søn
dagen ture i det skønne saksiske Schweiz eller museumsbesøg; og en
gang imellem en aften i den dejlige opera.
Men hygge mig rigtig i alt dette kunne jeg ikke, fordi tanken om
min usikre fremtid brændte mere og mere på. Med min studeren gik
det ringe. Jeg havde sat mig for at gennemarbejde Ritschls Geschichte
des Pietismus, og jeg begyndte også derpå. Men som livet formede sig
for mig, blev der ikke megen tid til det, og det blev mig mere og mere
tvivlsomt, om et sådant arbejde kunne få nogen betydning for min
fremtid. Jeg fik dårligere og dårligere samvittighed overfor, at jeg lod
Vilhelm Jespersen
90