94 / 199
ud, som jeg vidste ville bringe sorg, hvor de kom, - og så til sidst om
aftenen at gå ned og spøge og spille ping-pong med Miss’erne, som om
det var en ganske almindelig dag.
Svarene indløb i løbet af de følgende dage. Far var, som jeg kunne
tænke mig, bedrøvet, og han bad mig ikke tage endelig beslutning
uden først at tale med biskop Fr. Nielsen, som jeg havde haft som pro
fessor i kirkehistorie. Povl Helweg-Larsen skrev ikke; han kom selv
ned til mig i Dresden. Ikke så meget for at få mig til at blive ved teolo
gien; han forstod vist bedre end andre, at min beslutning derom var
endelig; men han kom, fordi han indså, at jeg trængte til at have
nogen at tale med; hans besøg gjorde mig godt. Fra min morbror fik
jeg det svar, at han ikke kunne låne mig pengene, men at der måske
var udveje hos andre af slægten. Endelig kom der svar fra Jens War-
ming, og det var overraskende og fik afgørende betydning for mig.
Han gav mig de ønskede oplysninger om legater m .v ., men nøjedes
ikke dermed. Han frarådede mig på det mest indtrængende at be
gynde på et nyt studium. To embedseksaminer var af det onde; alt for
mange ungdomsår gik på den måde hen kun med at læse; for de få,
der havde taget to eksaminer, var - det mente han at vide - tilværel
sen bleven ret forkvaklet. Jeg skulle meget hellere se nu at komme i
gang med et praktisk arbejde, hvorved jeg kunne tjene mit brød selv.
Muligvis kunne jeg komme ind i Københavns forsørgelsesvæsen og der
få en gerning, som ville tilfredsstille mig; det var der andre teologiske
kandidater, der havde fået. Og hvis der skulle blive en ventetid, inden
jeg kunne få en stilling der, kunne jeg sikkert få noget midlertidigt
arbejde andetsteds; en af hans manuducender havde trods sin ungdom
en betydende stilling i Københavns kommunes hovedbogholderi og
kunne måske bruge mig der.
Jens Warmings råd gjorde meget stærkt indtryk på mig. Det hang
sammen med, at jeg følte en levende trang til nu at holde op med at
beskæftige mig med mig selv, min egen tro, min egen udvikling, min
egen uddannelse, og i stedet for komme til at gøre nogen nytte i den
verden, jeg levede i. Dertil kom, at jeg ikke kunne lukke øjnene for, at
jeg var meget gammel til at begynde på et medicinsk studium. Jeg ville
blive ca. 30 år, inden jeg blev kandidat, og så ville det rimeligvis være
for sent at påbegynde den videregående hospitalsuddannelse, der var
forudsætningen for det mere videnskabelige prægede arbejde, som var
Vilhelm Jespersen
92