98 / 199
en ungkarl; jeg følte mig nærmest velhavende, og jeg købte mig en
cykel.
Mit arbejde som assistent i et fattigdistrikt gav mig en daglig kon
tortid fra kl. 9 til 13, og udover kontortiden medgik der gennemsnitlig
et par timer daglig til skriftlige udarbejdelser og husbesøg. Men der
blev jo en god lang eftermiddag til studier, og den benyttede jeg til at
læse både jura og nationaløkonomi. Ikke med nogen eksamen for øje;
det var jo Jens Warmings mening, at to eksaminer var af det onde, og
jeg troede, at han havde ret. Men jeg dyrkede flittigt Ræders »Forsør
gelse af Trængende«, og hvad jeg kunne finde om indfødsret, og Jens
gav mig anvisning på, hvad jeg skulle læse af nationaløkonomi og sta
tistik. For øvrigt tillagde jeg mig på Borchs Kollegium en vane, som
har fulgt mig gennem hele livet; så vidt muligt hver aften at reservere
en times tid - oftest den sidste time - til fritidslæsning, fortrinsvis bio
grafier og historiske værker.
Men først og fremmest fik denne tid betydning for mig ved, at jeg
fik kendskab til københavnsk fattigdom. Siden jeg som 11-årig kom til
København for at gå i latinskole, havde jeg boet hos min mormor i
Bredgade
6
i en rummelig og solrig lejlighed på 2. sal og - så mærkeligt
det lyder - med have ud til Garnisons Kirkes anlæg; i ferierne var jeg i
de hjemlige præstegårde; i Dresdener-halvåret havde jeg boet i en villa
i det smukke Schweizer-Viertel. Det jeg nu så, stod i den skarpeste
modsætning hertil: de små etværelses lejligheder i store kasernebyg
ninger i snævre og triste gader. Og så var Nørrebro dog ikke det dår
ligste boligkvarter i København; når jeg af og til i tjenestens medfør
kom ind i den indre by eller til Vesterbro med de mange baggårde, så
jeg det, der var værre end hos os. Til vort klientel hørte hverken den
mest medtagne del af forsørgelsesvæsenets publikum eller den økono
misk bedst stillede; de hørte hjemme henholdsvis på ladegården og på
de såkaldte kredskontorer. Men lejlighedsvis fik vi at gøre med folk af
begge kategorier. Min fætter Johannes Munck, der var fængselspræst
på Vridsløse, og jeg fik efterhånden en del fælles bekendte; omvendt
husker jeg også mennesker, der kom på vort kontor, og som man -
også efter den tids forhold - skulle synes burde have været forskånet
for at få fattighjælp. Der var engang en af den sidste kategori, som
blev dundrende vred på mig. Det var en brav og flittig mand, som var
blevet slået ud ved sin hustrus død og ikke kunne klare sig som enke
Vilhelm Jespersen
96