101 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
brug af lovsamlingen, Ministerialtidende og kontorets visdomsbog,
hvori særlig bemærkelsesværdige afgørelser blev indført. Heri fik jeg
god hjælp af mine juridisk uddannede foresatte og kolleger. Hos nogle
var der måske i begyndelsen en vis skumlen over teologens indtrængen
på deres gebet. Men det var kun sporadisk og ganske kortvarigt; med
tak mærkede jeg snart, at der ikke blot ikke blev spændt ben for mig,
men at jeg blev hjulpet til rette på alle måder, så jeg snart færdedes
hjemmevant i det hele og diskuterede de forekommende juridiske pro
blemer så ivrigt som nogen. Og da der i en af mine sager faldt resolu
tionen: »Islands ministerium høres«, og jeg forelagde mit med stor
omhu, men også med nogen ængstelse udarbejdede koncept til skri
velse til ministeriet, havde jeg den store tilfredsstillelse, at det fik kon
torchefens signatur uden en eneste ændring. Jeg forstod, at jeg var
accepteret.
En væsentlig del af mit arbejde bestod i at ekspedere folk, der kom
for at få attest fra deres forsørgelseskommune for ikke at have mod
taget urefunderet fattighjælp i de sidste 5 år. En sådan attest skulle
mænd dengang præstere for at kunne blive gift. I de fleste af disse
sager var der ingen videre vanskeligheder. Men der var et forhold,
som undertiden kunne blive penibelt. Når man efter at være bleven
voksen ikke havde boet 5 år i træk i samme kommune, var man forsør
gelsesberettiget i fødekommunen, hvis man var ægtefødt; var man
født uden for ægteskab, var det derimod i den kommune, hvor mode
ren havde haft ophold på 10-måneders dagen før fødslen. Derfor blev
jeg nødt til at spørge om ægte fødsel. For den, der kunne svare ja,
gjorde dette naturligvis ikke noget; men det skete, at de, der måtte
svare nej, blev vrede, undertiden meget vrede. Jeg husker navnlig en
officer i uniform, der blev så flintrende gal i hovedet, så det var helt
uhyggeligt. Men jeg kunne jo ikke ændre lovbestemmelserne.
E t andet forhold, som kunne irritere de attestsøgende, var, at det
normalt varede en uge, inden de fik attesten. Ved hver sags ekspedi
tion var 5 tjenestemænd medvirkende, en af dem endda to gange.
Efter kontorreglen »rent bord hver dag ved kontortidens slutning« gav
det 5 å
6
dage + en søndag + en dag til postvæsenet, tilsammen altså
ca. en uge. Når det gjaldt noget virkeligt for den pågældende, kunne
jeg fremskaffe attesten meget hurtigere; så måtte jeg selv gå rundt
med sagen til de 4 andre. Men det tog mig tre gange så lang tid som en
9
*
99