100 / 199
Vilhelm Jespersen
Det var en helt ny tilværelse, jeg kom ind i.
I distriktet havde personalet kun bestået af forstanderen, assistenten
og budkonen. I 3. afdelings 1. sekretariat kom jeg ind i et stort kontor
på en snes mennesker, hvoriblandt der var adskillige, som det var
både fornøjeligt og udbytterigt at være sammen med. Chefen var den
gamle justitsråd Ræder. I sin ungdom havde han først været juridisk
embedsmand i Slesvig og derefter en tid historisk forfatter; nu var han
en autoritet på forsørgelses-juraens område. En af fuldmægtigene var
William Behrend, der tillige var musikanmelder og musikforfatter,
nær knyttet til flere af »Politiken«s folk; mangen en koncertbillet fik vi
yngre af ham. En anden fuldmægtig var Alexander Hansen, søn af
balletmester Hansen og hans hustru, danserinden Tardini, hvis navn
sønnen senere tog; ikke for intet var han halvt italiener. Blandt kol
legerne som assistenter var - eller rettere tilkom kort efter mig - N. P.
Nielsen, den senere direktør for socialdirektoratet; vi to sad vis-à-vis
ved samme pult og havde det hyggeligt og muntert sammen. En ud
præget original var der blandt skriverne; han hed Gemzøe, havde i sin
ungdom studeret jura, men var gået i stå uden at tage anden eksamen
end filosofikum og var for længst havnet i en skriverstol i dette kontor.
Der sad han og skrev, muret inde bag kasser med sager som han om
hyggeligt sorterede efter, hvor stor eller hvor lille hast de havde. Men
kom der blandt os andre et spørgsmål på bane, som havde hans in
teresse - helst et akademisk spørgsmål som f. eks. hvad der er den rette
flertalsform for dato, man havde jo ikke dengang Lis Jacobsens Nu-
Dansk - så kunne man høre et bump; det var Gemzøe, der klatrede
ned af sin skruestol og kom ud i kontoret for at give sit besyv med. Og i
sådanne øjeblikke var han en helt anden end skriveren Gemzøe, så var
han den kandidat Gemzøe, som man ved middagstid kunne træffe
nede i Studenterforeningen.
Men det var ikke blot nye personer, jeg kom til; det var også et nyt
arbejde. Da jeg var til ansøgningsaudiens hos borgm. Jacobi, sagde
han blankt ud til mig, at det, bortset fra justitsråd Ræders person,
skortede personalet noget på indsigt i forsørgelsesjuraens mysterier, og
at han ventede, at jeg, når jeg fik stillingen, ville lægge mig efter den
teoretiske beherskelse af stoffet. Dette var nok noget overraskende, da
jeg jo ikke var jurist af uddannelse. Men det ansporede mig selvfølge
lig, og jeg gjorde mit bedste for at sætte mig ind i hele teknikken med
98