105 / 199
3 7 år i Københavns kommunes tjeneste
fælde. Jeg havde bevaret en personlig tilknytning til Schaarup fra min
ekstraskrivertid, og da han i foråret 1906 var bleven forfremmet til
fuldmægtig, gik jeg over for at lykønske ham, og samtidig hilste jeg på
kaptajn Jessen. I de samme dage var den mand, der fulgte næst efter
Schaarup, assistent Malon, bleven forfremmet til en stilling ved St.
Hans Hospital. Mens nu kaptajnen og Schaarup og jeg står og taler
sammen, ryger det pludselig ud af kaptajnen - sikkert uden at han for
inden havde skænket det en tanke - »Vil De ikke være Malons efter
følger?« Jeg slog det hen; jeg var jo nu placeret andetsteds, og lønfor
skellen mellem Malons stilling som assistent af 1. klasse og min som
assistent af 2. klasse var ikke af nogen større betydning. Men kaptajnen
trængte ind på mig og kom senere over på mit kontor for at forklare
mig, at hovedbogholderiet var en institution i fremgang og at der lå et
forslag på borgm. Jensens bord, hvorefter kontoret ville få en helt an
den placering, og hvor Malons hidtidige stilling ville blive ændret til
en fuldmægtigstilling. Kort sagt, han ville åbenbart meget gerne have,
at jeg skulle søge stillingen, og jeg lovede at tænke over det.
Jeg kunne godt lide kaptajnen og endnu bedre Schaarup. Jeg vidste,
at borgm. Jensen var en betydelig mand og at alt tydede på, at frem
tiden var hans. Jeg mente, at regnskabsvæsen lå godt for mig, og be
skæftigelse med tal havde altid moret mig. Jo mere jeg tænkte over
sagen, jo mere fristede tilbudet mig. Så ville jeg også komme ud af
klemmen med Behrend med det samme. Men jeg var borgm. Jacobi
tak skyldig, først fordi han havde taget mig ind i tjenesten, og så fordi
han havde flyttet mig ind på rådhuset. Jeg syntes, jeg måtte søge en
slags tilladelse fra ham; herved kunne jeg tillige byde ham en lejlighed
til, hvis han ville, at give mig et tilsagn, som kunne holde mig tilbage i
forsørgelsesvæsenet. Jeg gik derfor til ham, og han var venlig nok til at
udtale beklagelse over muligvis at skulle af med mig; men han fra
rådede ikke, bekræftede tværtimod, at borgm. Jensens afdeling var
den, hvori der var mest fremtid; og tilsagn om snarlig befordring i for
sørgelsesvæsenet udeblev ganske. Jeg besluttede mig da til at tage
imod kaptajnens tilbud, søgte foretræde hos borgm. Jensen og fik om
gående min beskikkelse fra 1. i næste måned at regne. Men så blev
borgm. Jacobi alligevel vred; han gjorde gældende, at jeg kunne ikke
gå uden 3 måneders opsigelse, så det måtte jeg få lavet om. Jeg var ked
af at måtte komme med dette til kaptajn Jessen og ængstelig for, at
103