103 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
Fattigattesterne var imidlertid ikke mit eneste arbejde; der var
meget andet, der hørte til min plads, og i ferierne måtte man vikariere
for de andre. Jeg måtte blandt andet vikariere for Behrend, der havde
sagerne om kommunens børneanbringelser. Det førte til, at jeg fik en
honorarlønnet ekstrabeskæftigelse ved kommunens værgeråd, forlø
berne for det nuværende børneværn.
Den første lov om disse forhold trådte i kraft den 1/10 1905. Der blev
ansat en overinspektør for børneforsorgen, men ellers var det menin
gen så vidt muligt at undgå tjenestemandsansættelser. Værgerådenes
formænd og medlemmer var ulønnede; den fornødne medhjælp skulle
være honorarlønnet. For overinspektionens vedkommende blev dette
ordnet med formiddagsstillinger for ministerielle assistenter og fuld
mægtige. For Københavns Værgeraads vedkommende oprettedes der
et fælleskontor med eftermiddags- og aftentjeneste; det fik Behrend til
leder, og medarbejderstaben rekrutteredes til at begynde med hoved
sagelig fra kommunen. Blandt dem, der antoges til honorarlønnet
tjeneste her, var også jeg.
Det var et arbejde, som i mange henseender var beslægtet med
arbejdet i forsørgelsesvæsenet. Gennemgående var miljøet dog van
skeligere og sørgeligere her end i forsørgelsesvæsenet; fattigdom var
der begge steder, men karakterbrist og ligefrem forbryderiskhed spil
lede i en ganske anden grad ind her. Det var til tider frygteligt at høre
og læse om, og så at vide, at det var børn, der levede midt i alt dette!
Det var ikke underligt, at værgerådene, for hvis medlemmer det ofte
var ganske nyt at stifte bekendtskab med sådanne forhold, til at be
gynde med vistnok gik for vidt i at fjerne børn fra deres hjem og an
bringe dem andetsteds.
Arbejdet i marken var for øvrigt ikke her - som i sin tid i 9de fattig
distrikt - min sag; det besørgedes af medlemmerne selv eller af poli
tiet; det var hovedsagelig det kontormæssige, jeg skulle varetage. Der
var heri en del jura; det var en ny lov, der skulle indarbejdes, og det
rejser altid tvivlspørgsmål. Her fik jeg udmærket vejledning hos de
værgerådsformænd, hvis sekretær jeg var. For en stor del var dette
yngre dommere, der var på vej til overret og højesteret. Jeg havde en
tid som formand assessor Axel Petersen, der havde skrevet en kommen
tar til værgerådsloven, inden den endnu var trådt i kraft, og som ofte
101