normal ekspedition, og - hvad der mindst var lige så galt - det bragte
afbrydelse og forstyrrelse for de andre 4. Hvis det skulle være reglen,
ville ekspeditionen altså kræve mere arbejdskraft, dvs. blive dyrere og
desuden blive usikrere; det kunne være mange penge, der stod på spil,
hvis en anden kommune fik udgifter ved, at vi udstedte en gal attest.
Så det måtte kun være i undtagelsestilfælde, at der blev gjort afvigelse
fra den sædvanlige forretningsgang. Holdt vi ikke fast ved det, ville
resultatet uvægerligt blive, at klokkerkontorerne gav de vordende
brudgomme den besked, at henvendelse på rådhuset hastede det ikke
så meget med; man kunne såmænd godt få attesten ekspederet med
det samme. - Det gav mig et første indblik i den bestandige konflikt
mellem borgernes berettigede krav på hurtig ekspedition og kontor
mæssig vel tilrettelagt ekspedition. Hos begge parter kan der være til
bøjelighed til at gøre sig overdrevne forestillinger om, hvad der er be
rettiget. Nu kræves der lykkeligvis ikke mere fattigattest for at blive gift.
Endnu en belæring fik jeg ved behandling af fattigattesterne: man
skal være forsigtig med, hvad man fortæller hjemme! Fra min kontor
stol fik jeg et temmelig omfattende overblik over de københavnske
bryllupper, og bryllup er jo i almindelighed ikke nogen hemmelighed;
normalt lyses der, som bekendt, forinden til ægteskab. Så da en ung
læge, hvis familie en kusine af mig havde nær tilknytning til, en dag
møder hos mig for at få fattigattest, opfatter jeg det som godt nyheds
stof og bringer det til torvs samme dag ved middagen hos min mor
mor, hvor også min kusine var til stede. Men det skulle jeg ikke have
gjort. For hun bragte samme eftermiddag nyheden videre til en af
lægens søstre, og så lå der et hus! Det var en forbindelse, som i høj
grad var imod familiens ønske, og lægen havde holdt skjult for de
andre, at brylluppet nu skulle foregå; det skulle have været præsente
ret som et fait accompli. Nu var det spoleret, og det var min skyld. I
flere uger derefter gik jeg i ængstelse for, at lægen skulle gå til aviserne
med sagen; dem havde både han og hun nær tilknytning til. Havde
han gjort det, eller var han blot gået til borgm. Jacobi, havde det
været en slem sag for mig. Men det gjorde han ikke, og efterhånden
forstod jeg, at faren var drevet over, og åndede lettet op. Erindringen
blev imidlertid tilbage, og jeg har måske nok senere i livet trættet
mine medarbejdere ved for ofte at fortælle dem om denne episode til
skræk og advarsel.
Vilhelm Jespersen
100