Previous Page  102 / 199 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 102 / 199 Next Page
Page Background

normal ekspedition, og - hvad der mindst var lige så galt - det bragte

afbrydelse og forstyrrelse for de andre 4. Hvis det skulle være reglen,

ville ekspeditionen altså kræve mere arbejdskraft, dvs. blive dyrere og

desuden blive usikrere; det kunne være mange penge, der stod på spil,

hvis en anden kommune fik udgifter ved, at vi udstedte en gal attest.

Så det måtte kun være i undtagelsestilfælde, at der blev gjort afvigelse

fra den sædvanlige forretningsgang. Holdt vi ikke fast ved det, ville

resultatet uvægerligt blive, at klokkerkontorerne gav de vordende

brudgomme den besked, at henvendelse på rådhuset hastede det ikke

så meget med; man kunne såmænd godt få attesten ekspederet med

det samme. - Det gav mig et første indblik i den bestandige konflikt

mellem borgernes berettigede krav på hurtig ekspedition og kontor­

mæssig vel tilrettelagt ekspedition. Hos begge parter kan der være til­

bøjelighed til at gøre sig overdrevne forestillinger om, hvad der er be­

rettiget. Nu kræves der lykkeligvis ikke mere fattigattest for at blive gift.

Endnu en belæring fik jeg ved behandling af fattigattesterne: man

skal være forsigtig med, hvad man fortæller hjemme! Fra min kontor­

stol fik jeg et temmelig omfattende overblik over de københavnske

bryllupper, og bryllup er jo i almindelighed ikke nogen hemmelighed;

normalt lyses der, som bekendt, forinden til ægteskab. Så da en ung

læge, hvis familie en kusine af mig havde nær tilknytning til, en dag

møder hos mig for at få fattigattest, opfatter jeg det som godt nyheds­

stof og bringer det til torvs samme dag ved middagen hos min mor­

mor, hvor også min kusine var til stede. Men det skulle jeg ikke have

gjort. For hun bragte samme eftermiddag nyheden videre til en af

lægens søstre, og så lå der et hus! Det var en forbindelse, som i høj

grad var imod familiens ønske, og lægen havde holdt skjult for de

andre, at brylluppet nu skulle foregå; det skulle have været præsente­

ret som et fait accompli. Nu var det spoleret, og det var min skyld. I

flere uger derefter gik jeg i ængstelse for, at lægen skulle gå til aviserne

med sagen; dem havde både han og hun nær tilknytning til. Havde

han gjort det, eller var han blot gået til borgm. Jacobi, havde det

været en slem sag for mig. Men det gjorde han ikke, og efterhånden

forstod jeg, at faren var drevet over, og åndede lettet op. Erindringen

blev imidlertid tilbage, og jeg har måske nok senere i livet trættet

mine medarbejdere ved for ofte at fortælle dem om denne episode til

skræk og advarsel.

Vilhelm Jespersen

100