108 / 199
Vilhelm Jespersen
Den 1. juli 1907 trådte nyordningen i kraft. Hovedbogholderikon-
toret blev ændret til Direktoratet for Stadens Hovedbogholderi og
Revision. Kaptajnen blev direktør, Schaarup ekspeditionssekretær og
jeg fuldmægtig.
Det havde været et begivenhedsrigt år tjenstlig set. For mit private og
personlige liv var året også meget betydningsfuldt. I januar 1907 blev
jeg forlovet med Elisabeth Helweg-Larsen, og den 27. juni samme år
viede hendes far, stiftsprovst V. Helweg-Larsen os i Viborg Domkirke.
Vi flyttede ind i en yndig kvistlejlighed i Nybrogade, lige for Storm
broen; min kone havde fundet den og indrettet den ualmindelig smukt
og hyggeligt.
Fem år var der gået siden den dag, da jeg stod på Frue Plads og tog
afsked med mit gamle liv. Det havde været lange år, og mangen en
gang havde jeg været mismodig og troet, at jeg måtte indstille mig på
resignation. Men det var gået godt, over forventning godt. Selv havde
jeg lagt kræfterne i, men med tak erkendte jeg rigtig nok også, at men
nesker havde været gode og hjælpsomme mod mig, og at heldet i af
gørende øjeblikke havde tilsmilet mig. Da jeg begyndte i kommunens
tjeneste, tænkte jeg mig nærmest, at det var noget i retning af filantro
pisk virksomhed, jeg gik ind til, og da filantropi er lidt i familie med
den teologi, som jeg kom fra, var der noget i det, som tiltalte mig. Men
det var nu en misforståelse, både på den ene og på den anden måde.
Administration, også forsørgelsesvæsenets administration, er noget
andet end filantropi, og for mine anlæg passede administration meget
bedre end filantropi. I løbet af de 5 år, der var gået, var jeg vokset
mere og mere ind i den offentlige administration; den fik min fulde
interesse og lagde beslag på al min evne. Og nu, da jeg var bleven
fuldmægtig og havde al udsigt til, når Schaarup blev kaptajn Jessens
efterfølger - Jessen var dengang 65 år - selv at få Schaarups stilling,
som til den tid kunne påregnes at være ændret til en kontorchef-stil
ling, ja så måtte jeg erkende, at skønt jeg var brudt af fra den bane,
min ungdoms studium sigtede imod, var det lykkedes mig at nå frem
til en plads i tilværelsen, som jeg havde god grund til at være tilfreds
med. Og så var jeg nu også bleven lykkelig gift.
Jeg var glad, og jeg så fremtiden i møde med fortrøstning.
106