114 / 199
oplysninger, han gerne ville have mig til at fremskaffe. Jeg spurgte na
turligvis først borgm. Jensen, men han blev vred på Becker. »Becker
kan få alle de oplysninger, han vil have; men det er mig, han skal bede
om dem, og mig han skal få dem af. De må ikke gå til ham, jeg skal
selv ringe til ham.« Det endte dog meget fredeligt; da borgmesteren
havde talt med Becker, gav han mig carte blanche til at være til
Beckers disposition på vilkår, at jeg holdt borgmesteren underrettet
om Beckers spørgsmål, og at enhver skriftlig oplysning blev fremsendt
gennem borgmesteren. Becker var en meget loyal oppositionsleder,
der efterhånden kom til at stå i et særdeles venligt forhold til borgm.
Jensen; de stillede vilkår var derfor nemme at opfylde, således at jeg
godt kunne tale frit med Becker. Det viste sig at være en ikke uløselig
opgave at tjene under den socialdemokratiske borgmester og dog til
lige være til rådighed for de andre.
Som sekretær fik jeg det hverv at koncipere forslagene, naturligvis
efter de direktiver, som fremgik af forhandlingerne i fællesudvalget,
men alligevel med en vis frihed. På den måde kom jeg nødvendigvis til
at føle noget af et forfatteransvar over for de nye bestemmelser, - et
ansvar, som i den kommende tid skulle brede sig til hele kommunens
kompleks af personaleregler, fordi de efterhånden næsten alle var
konciperet af mig. Men selve betænkningen tror jeg nok, at borgm.
Jensen endnu denne gang selv skrev det meste af. Senere blev også
konciperingen af betænkningen en selvfølgelig sekretæropgave.
Når forslag og betænkning var gennembehandlet i fællesudvalget,
skulle sagen efter den foregående tids praksis være færdig til forelæg
gelse for kommunalbestyrelsen. Efter den praksis, som senere blev den
almindelige, manglede endnu to led, nemlig indhentelse af institu
tionschefernes udtalelser og forhandling med tjenestemandsorganisa
tionerne. Tiden var, som foran nævnt, endnu ikke inde til det sidste,
og til det første var formerne endnu ikke tilvejebragt. Men borgm.
Jensen fandt det ikke rigtigt at bringe sagen frem uden først at have
været i kontakt med institutionscheferne, og han valgte så den udvej
at pålægge mig at gå rundt til dem og mundtlig og i fortrolighed gøre
dem bekendt med forslagene og høre, hvad de måtte have at bemærke
til dem. Det var jo, set med senere tiders øjne, en noget primitiv frem
gangsmåde. Men institutionscheferne følte det - med rette - som en
hensyntagen til dem, og jeg blev overalt godt modtaget. Særlig husker
Vilhelm Jespersen
112