HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

37 år i Københavns kommunes tjeneste

jeg besøget hos politidirektør Eugen Petersen. Han var i høj grad en

mand af den gamle skole, og der havde tidligere været talrige konflik

ter mellem ham og det voksende demokrati. Det var derfor ikke uden

betænkelighed, at den fuldmægtig, der var politiets forbindelses

officer med kommunen, førte mig ind i løvens hule. Men alt forløb på

bedste måde. Den gamle herre var strålende, og ved afskeden fik jeg

hilsen og tak med til borgm. Jensen. »Og han bød Dem jo sidde! Jeg

har skam aldrig siddet ned inde hos politidirektøren!« udbrød fuld

mægtigen, da vi kom ud. - Min egen chef, kaptajn Jessen, havde jeg

derimod et uheld med i denne forbindelse. Til min rundgang til insti

tutionscheferne havde borgm. Jensen givet mig en skriftlig bemyndi

gelse ved en påtegning på sagen, og denne formulerede han - afvi

gende fra sin mundtlige anmodning til mig - således, at det var direk

toratet for stadens hovedbogholderi, der anmodedes om osv., ikke

fuldmægtig Jespersen. Nu havde jeg slet ikke gjort kaptajnen bekendt

med forhandlingerne i udvalget og dets forslag; jeg var ærlig talt

bange for, at han ikke kunne holde tæt. Hvis jeg nu viste ham denne

påtegning, kunne det ikke undgås, at han fik dokumenterne med og

dermed kendskab til det hele. Jeg valgte derfor eftér samråd med

Schaarup kun at fortælle ham, at borgmesteren havde bedt mig gå

rundt; dokumenterne lod jeg ligge i vort pengeskab. Men kaptajnen

havde også nøglerne til skabet, og en dag han var derinde, falder hans

øjne på den famøse påtegning: direktoratet for osv. Han tog sagen ind

på sit kontor, og nu var den gruelig gal; jeg faldt i dyb unåde. Men

som den rigtige kejser Wilhelms unåde imod hans betroede mænd hur

tig plejede at svinde bort, således gik det også her. Det varede ikke

længe, så var det gamle forhold restitueret, og det er den eneste gang,

jeg har haft noget udestående med kaptajnen. Men jeg lærte jo, at

hvad der var stilet til direktoratet, måtte jeg ikke skjule for den, der i

alt fald formelt var dettes chef. Og min ængstelse blev gjort til skam

me; der sivede ikke noget ud.

Til sidst var sagen færdig. Forslagene blev vedtaget uden anden

vanskelighed, end at de konservative gik imod de fleste af dem. Blandt

undtagelserne var forslagene vedrørende det undervisende personale

og sygeplejerskerne; i 1908 havde kvinderne fået kommunal valgret,

og det måtte jo nødig ske, at de radikale tog alle lærerinde- og syge

plejerskestemmer.

113