120 / 199
slags var ham inderligt imod. Men jeg fik ham da overtalt, så også jeg
kunne gå min runde. Det var særlig overpræsidenten, jeg gerne ville
hilse på; jeg havde ellers ingen lejlighed dertil. København havde for
nylig fået ny overpræsident, den hidtidige stiftamtmand Jonquiéres.
Jeg vidste, at borgm. Jensen lagde megen vægt på hans mening, og at
overpræsidentens indflydelse i magistraten var betydelig. Det var mig
derfor magtpåliggende at fremstille mig for ham og få et indtryk af,
hvilken indstilling han havde over for centralisationen af lønnings
væsenet og min virksomhed ved dette. Havde jeg næret ængstelse,
blev jeg beroliget. Overpræsidenten erklærede sig fuldkommen enig
m .h .t. indholdet af det foran omtalte cirkulære af 19/12 1911, ja jeg
tror endogså, han sagde, at han var den egentlige ophavsmand til det.
Også over for mig personlig udtalte han sig meget venligt; jeg forstod,
at jeg havde en støtte i ham. Det blev mig til hjælp netop i den nær
mest herefter følgende tid.
I det hele og store havde centraliseringen af behandlingen af løn
sager kun mødt ringe modstand. Simon Koch skrev på et meget tidligt
tidspunkt en artikel med titlen »Regulativsygen« i kommunalforenin
gens organ Absalon; artiklens tendens fremgik af titlen, men den
vandt ikke stor tilslutning. I magistratens
1
. afdeling havde man nok
tidligere - som jeg i et senere afsnit skal fortælle mere om - haft den
opfattelse, at en afdeling, der havde nummer
1
, ikke måtte lade sig
noget sige af en afdeling med et lavere nummer, og rudimenter af
denne opfattelse var vel stadig til stede. Men på det daværende tids
punkt var det ikke meget alvorligt ment. Efterhånden som tjeneste
mandsorganisationerne fik større magt, blev trangen til ikke at stå
alene over for dem - den trang, som var ledende hos Nørregaard og
hos borgm. Marstrand - mere og mere udbredt.
Organisationerne begyndte nemlig nu for alvor at konsolidere sig og
at arbejde på at få indflydelse. Af kommunens tjenestemænd var læ
rerne, lærerinderne, politistyrken, kedelpasserne og sygeplejerskerne
organiserede i hver sin fagforening, medens næsten alle de andre var
eller blev samlet i to hovedorganisationer, for »guldsnorene« Kommu
nalforeningen og for »sølvsnorene« Kommunalt Arbejderforbund. For
alle disse organisationer, og i særdeleshed for de to sidst nævnte, måtte
et ord som regulativsyge være fremmed; ret beset var netop det, de
kæmpede for, at så meget som muligt blev fastlagt - efter aftale med
Vilhehn Jespersen
118