![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0121.jpg)
kluderede i det krav til magistraten, at den skulle yde tjenestemæn-
dene »den betryggelse, at deres sager blev behandlet af en juridisk
uddannet tjenestemand, som kender vor retsorden samt gennem stu
dium og praksis er opøvet i at gribe en sags reelle kærne og derfor ikke
kan befrygtes at ville fortabe sig i skolastiske spidsfindigheder«. Det
næstsidste ord tog jo sigte på min teologiske fortid.
Kort efter dette angrebs fremkomst kaldte borgm. Jensen mig op til
sig. »Borgm. Marstrand siger, at magistraten må gøre noget for at
dække Jespersen. Hvad mener De om det?« spurgte han. Jeg mente, at
når magistraten var tilfreds med mit arbejde og viste det ved frem
deles at anvende mig i min hidtidige gerning, så var der tilstrækkelig
dækning; en bladlig diskussion om en af sine embedsmænds kvalifika
tioner kunne ikke være magistratens sag. Kommunalforeningen var
min egen organisation, og jeg måtte selv svare den. Det var borg
mesteren enig i, og jeg sendte da et svar, hvori jeg blandt andet fik
anbragt en henvisning til praksis i skattedirektoratet, som selvfølgelig
ikke gik ud på altid at give den svage modpart ret, så snart der kunne
rejses mindste tvivl. Svaret blev optaget i Absalon, men rigtig nok med
en nedsablende efterskrift af redaktøren og med en artikel i næste
nummer af Krause, der gjorde gældende, at efter vedtægten var det
egentlig overpræsidiet, der skulle behandle personalesagerne, og
skulle det være magistratens 2. afdeling, måtte denne i hvert fald her
til anvende sit juridiske sekretariatskontor.
Det var indlysende, at en fagmæssig juridisk uvilje imod mig havde
fået en vis udbredelse. Da jeg nogen tid efter var sammen med borgm.
Dybdal under private former, sagde han blankt ud til mig: »Her går vi
vel henimod 100 juridiske kandidater i kommunens tjeneste og er be
skæftiget med arbejde, hvori der i almindelighed er meget lidt jura. Så
dukker der et nyt arbejdsområde op, hvori der for en gangs skyld vir
kelig er jura, og det giver man til en teolog! De må da kunne forstå, at
det oprører alt, hvad der er af jurister i kommunen!« Ja , det kunne jeg
selvfølgelig godt forstå. Af natur hører jeg ikke til dem, der er imod
eksaminer og eksamenskrav, snarere tværtimod. Men nu var jeg gan
ske uskyldig kommen ind i dette; jeg havde ikke selv søgt dette ar
bejde, det var blevet lagt på mit bord. Det var vokset og vokset; mine
foresatte havde mange gange tilkendegivet deres tilfredshed med min
behandling af det, og selv følte jeg ingen juridisk usikkerhed over for
Vilhelm Jespersen
120