117 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
må komme hans egen kommune til gode, ikke en konkurrerende nabo
kommune. Det lykkedes ikke borgmesteren at gøre mig til tilhænger af
boligtvangen. Men det lykkedes ham at overbevise mig om, at i hvert
fald hans motiver var rene, og at han ikke havde nogen glæde af at
irritere et antal embedsmænd. Kort efter fandt min kone og jeg en
hjørnelejlighed i Nørresøgade, og vi flyttede senere til det næste hjørne
i samme gade og har været lykkelige over at bo der i resten af vort liv.
Så for så vidt skadede boligtvangen mig ikke, og den blev for øvrigt
ophævet en halv snes år senere. Men jeg havde nu ubehag ved hele
denne sag.
E t andet efterspil fik lønreformen af 1908/09, og det var udeluk
kende behageligt for mig. For min virksomhed som fællesudvalgets
sekretær fik jeg et honorar på 800 k r .; det var dengang ikke nødven
digt at lægge 80% af beløbet hen til forøget skattebetaling i næste
skatteår, men det udbetalte beløb var virkelig, med et bagatelagtigt
fradrag, til rådighed til noget ekstra. Det gjorde det muligt for min
kone og mig at realisere et længe næret ønske om en Italiensrejse; og så
blev der endda råd til at købe Salmonsens Konversationsleksikon.
Den 1. august 1911 overtog Københavns kommune sporvejene, der
hidtil havde været drevet af et privat aktieselskab. Det var et meget
stort personale, der herved inddroges under kommunen, og det var
nødvendigt at fremsætte et omfattende forslag om de vilkår, på hvilke
overgangen skulle finde sted. Direktør Nørregaard, der havde ledet
sporvejene under den private drift, fulgte med over i kommunens
tjeneste. Det blev ham og mig, der i fællesskab skulle udarbejde dette
forslag.
Samarbejdet med direktør Nørregaard blev for mig meget belæ
rende, ikke blot ved tilvejebringelsen af overgangsforslaget, men over
hovedet gennem al den tid, vi var sammen i kommunens tjeneste. Nør
regaard var de klare og faste liniers mand. Det kom til at præge det
forslag, vi udarbejdede; så vidt muligt blev ethvert spørgsmål, der
kunne besvares nu, trukket frem til afgørelse, og det blev præciseret,
hvilke spørgsmål der måtte udskydes til senere afgørelse, og hvorfor.
Vi var selv godt tilfreds med forslaget, og det var også borgmester
Marstrand, der førte det frem i borgerrepræsentationen. Det rørte os
derfor ikke så meget, at den konservative opposition huggede løs på
115