118 / 199
det; det var ikke Becker, der førte ordet, men bl. a. Schovelin. Der var
frit slag, fordi det konservative parti principielt var imod kommunens
overtagelse af sporvejene. At sporvejstjenestemændene med hensyn til
ret eller ikke ret til at strejke ikke blev stillet anderledes end andre
tjenestemænd, og at der ikke blev forlangt sikkerhedsstillelse af kon
duktørerne, blev fremhævet som noget for forslaget ganske kompro
mitterende, og det blev i det hele omtalt som et komplet makværk.
Det var imidlertid indlysende, at kritiken var politisk dikteret og ikke
saglig. Den gjorde derfor ingen indtryk på borgm. Marstrand og det
flertal, der stod bag ham. Forslaget blev da også vedtaget, så vidt jeg
husker uden nogen ændring eller tilføjelse.
Men når sporvejene nu kom ind under kommunens regler, havde de
- og da i første række deres direktør - et uafviseligt krav på at blive
gjort bekendt med disse regler. Det blev herunder åbenbart - hvad der
ikke kom mig overraskende - at disse regler hverken var så klare eller
så udtømmende, som ønskeligt var, og som navnlig en mand af Nørre-
gaards type måtte finde påkrævet. Men hvad der her trængte til rettel
ser eller tilføjelser, kunne og skulle ikke ordnes af og for sporvejene
alene; det måtte gælde hele kommunen, og det måtte have sit sam
lingssted hos borgm. Jensen og den eller dem, hvem borgmesteren gav
denne opgave.
Det gjaldt ikke alene tjenestemændene, men også lønarbejderne,
som sporvejene havde en mængde af. De var ikke med i de første for
slag om overgangsregler; der forelå i stor udstrækning overenskomster
mellem sporvejsaktieselskabet og de forskellige fagforeninger; de
måtte gælde, til de udløb eller blev opsagt. Men når de så skulle for
nyes, ville Nørregaard ikke være alene om sagen; han ville have magi
stratens
2
. afdeling med i vognen, have mig med som repræsenterende
afdelingen; han ville have rygstød.
Nørregaard kcm fra det private erhverv, hvor personalets krav om
bedre vilkår havde sin modvægt i aktionærernes krav om dividende,
og hvor Arbejdsgiverforeningen i påkommende tilfælde stillede sig
bag et begrundet nej. Når den heraf fremgående støtte faldt bort ved
overgangen til kommunen, måtte der sættes noget andet i stedet, og
dette andet måtte være de finansielle hensyn, repræsenteret ved
finansborgmesteren og hans medarbejdere. Nørregaard havde en
meget stor respekt for borgm. Jensen personlig, både for hans vilje og
Vilhelm Jespersen
116