121 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
dem - i vedtægt og regulativer eller ligefrem i overenskomster. Herom
ønskede de at forhandle med magistraten og den eller de embeds-
mænd, magistraten benyttede dertil, og nogen uvilje imod, at det blev
mig, mærkede jeg i almindelighed ikke.
Men der var dog en organisation, hvorfra vinden blæste mig imod,
og det var den, jeg selv var medlem af, nemlig Kommunalforeningen.
En af dens ledende mænd, en tid dens formand, var ekspeditions
sekretær i overpræsidiet R. Krause. Han blev senere radikal kommu
nalpolitiker, var derefter en tid i Transatlantisk Co.s tjeneste og blev
til sidst politimester. Men på det daværende tidspunkt koncentrerede
han sig om kommunens personalevæsen, og jeg tror, det ærgrede ham
at se en anden sidde i en nøglestilling på det område. Små hug faldt
der ved lejlighed fra ham; da Kommunalforeningen i 1912 skred til at
rette et større angreb på mig, var det for øvrigt ikke ham, der til at
begynde med førte pennen, men redaktøren af Absalon, daværende
fuldmægtig i skattedirektoratet Vilh. Buhi, den senere statsminister.
Anledningen var en anciennitetssag for en dame ved navn Kirsten
Hansen. Jeg har aldrig set hende, men hendes navn svirrede om ørerne
på mig i lang tid, så jeg umuligt har kunnet glemme det. Hun havde
ved ansættelsen som assistent af magistratens
1
. afdeling fået tillagt en
lønanciennitet, der ikke tilkom hende efter den forståelse, som den
samlede magistrat havde vedtaget m .h .t. en omtvistet paragraf. Det
blev opdaget nogle år senere, og da sagen kom til erklæring i magistra
tens
2
. afdeling, foreslog jeg og fik magistratens tilslutning til, at man
skulle rette fejlen, men således at hun beholdt den højere løn, indtil
hun med 3 måneders varsel kunne være blevet opsagt. Det var måske
nok en noget hårdhændet fremgangsmåde; men der havde været me
get kludder og mange konsekvens-krav i sager om den pågældende
anciennitetsregel, der havde fået en anden form end egentlig tilsigtet,
og som på min foranledning var bleven ophævet ved lønreformen i
1909; jeg mente derfor, at man måtte tage lidt fast om sagen. Det slut
tede magistraten sig altså til, og den fastholdt dette over for flere hen
vendelser fra Kommunalforeningen.
Buhi fremhævede i sit angreb, at det ikke blot var denne sag, det
var galt med, men at det var i mange sager, at man mærkede mange
len på juridisk indsigt og navnlig på forståelsen af den juridiske grund
regel, at i tvivlstilfælde skal der gives den svagere part ret. Han kon
119