126 / 199
Vilhelm Jespersen
derfor spillede en stor rolle for mig. Normalt var jeg på kontoret fra kl.
9 til kl. 5, havde aftenarbejde med hjem i mappen, og havde endda
undertiden min værdifuldeste arbejdstid om morgenen i min seng, når
jeg vågnede og frisk begyndte at tænke over problemerne fra den fore
gående dag. Forudsætningen for, at dette kunne gå, var, at mine fri
dage og ferier blev fuldkommen arbejdsfri, og det overholdt jeg. Hvis
jeg i alle mine tjenesteår har brugt 10 søndage i alt til tjenstligt ar
bejde, så er det vist højt regnet. Og når sommerferien begyndte, gik
der et stort skod ned, så Københavns kommune og alle dens gøremål
blev komplet bandlyst fra mine tanker, og sind og krop var fuldstæn
dig fri til feriesysler og ferieglæder. Således også i 1914, hvor jeg burde
have afbrudt ferien, både for kommunens og måske mest for min egen
skyld. Det var mærkeligt efter feriens afslutning at komme tilbage og
finde så meget nyt i fuldt sving og selv stå udenfor.
Der kom straks nogle spørgsmål til afgørelse om løn til sikkerheds
styrken, og om forholdet over for folk, der frivilligt meldte sig til mili
tærtjeneste. Men da de var afgjort, faldt der den store stilhed over alle
spørgsmål om personalevilkår. Ved krigens udbrud frygtede man her
hjemme almindelig forretningsløshed og arbejdsløshed, og der blev set
med nogen misundelse på de offentlig ansatte, der havde deres på det
tørre. Da det så viste sig, at erhvervene trivedes meget godt, ja at der
mange steder tjentes penge i et omfang som aldrig før, gik der alligevel
lang tid, inden der begyndte at blive tale om, at dette måtte få kon
sekvenser for arbejderne og for tjenestemændene. Ikke mindst for de
højere lønnede tjenestemænd var det en hård tid. Jeg har haft den
lykke gennem mit liv, at penge ikke har været noget trykkende pro
blem for mig. For min kone og mig har indtægterne været tilstrække
lige til, at der både har kunnet blive til det nødvendige og også inden
for rimelige grænser til noget derudover. Men når jeg siger dette, må
jeg rigtignok gøre en undtagelse for tiden under den første verdens
krig. Priserne steg og steg, og forretningslivets indtægter voksede i takt
dermed eller mere. Men for mig og mine lige forblev lønningerne ufor
andrede, og da man endelig begyndte at give tillæg, var det ganske
utilstrækkeligt. Så var det tilmed øjensynligt, at alverden fandt, at
dette var ganske rimeligt; og adskillige føjede til, at ville vi endelig
have vore indtægter forøgede, kunne vi jo - som så mange andre -
spekulere. En bankmand af vort bekendtskab rådede mig indtræn
124