132 / 199
Vilhelm Jespersen
at hospitalet uretmæssigt gav og reservelægen uretmæssigt modtog
noget, som ikke tilkom ham. Men på den tid, hvor Fischer var reserve
læge, har man næppe opfattet det således, og hans samvittighed var
fuldkommen ubesværet af det; han syntes, det var en morsom historie,
han fortalte. Det syntes jeg for så vidt også, og jeg fortalte den videre
til andre. Men det kom beklageligvis til at medføre, at historien en
gang senere, hvor synsmåden var meget skarpere, blev anvendt til en
kritik af hospitalernes styrelse.
Borgm. Jensen fik altså ikke ved den lejlighed sit egentlige forslag
om procenttillæg igennem. Ved sagens behandling i salen vedkendte
han sig den anskuelse, at det ville have været ønskeligt, om man kunne
have fået en ordning, hvorved de højere lønnede fik noget mere. Men
borgerrepræsentationens socialdemokrater var faste, og de radikale,
hvis ordfører var fru Harbou Hoff, fulgte dem. Under forhandlingerne
sad jeg i embedsmandslogen ved siden af sporvejsdirektør Nørregaard.
Fru Harbou Hoffs tale aflokkede ham et harmdirrende, i hvisketone
fremført, stærkt injurierende udbrud, så stærkt, at jeg vil undlade at
citere det. Det passede nu aldeles ikke på den nævnte frue; hun var
med rette højt agtet, vistnok også af Nørregaard. Men hans udbrud
var et udtryk for den skuffelse, som den højere embedsstand følte
over de økonomiske kår, man siden prisstigningens begyndelse havde
givet os, - for Nørregaards vedkommende forøget ved ærgrelse over,
at det radikale parti, som han tilhørte, ikke tog et andet standpunkt.
Havde der før været stilstand med hensyn til løn og andre personale
spørgsmål, så vendte det sig nu til sin modsætning. Det strømmede ind
med sager. Borgm. Jensen var i disse år en meget optaget mand; han
beholdt tømmerne fast i hånden, men hvad han kunne overlade til
mig af disse sagers behandling, det gjorde han. Organisationerne kom
til mig, og kommunens institutionschefer kom i direkte forhandling
med mig. Jeg måtte koncipere forslag og cirkulærer i massevis; det var
et meget stort ansvar, der lå på mig, og arbejdet blev efterhånden
også overvældende i kvantitativ henseende. Jeg havde fået en assistent
(sekretær) til at hjælpe mig, men jeg måtte have mere medhjælp, jeg
måtte i hvert fald have en fuldmægtig.
For at jeg kunne få dette, måtte jeg imidlertid først have mine egne
forhold konsoliderede; jeg måtte have det anerkendt, at jeg var den
130