133 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
embedsmæssige leder af kommunens personalevæsen. At jeg faktisk
var det, kunne der ikke være tvivl om; men formen manglede, og det
gjorde det hele usikkert. Dette gjaldt allerede i forhold til hovedbog
holderiet. Schaarup havde været enestående large over for mig, havde
aldrig lagt den mindste hindring i vejen for, at jeg, skønt ansat i ho
vedbogholderiet, mindre og mindre passede dettes sager, men udvik
lede en selvstændig administrationsgren med direkte referat til borg
mesteren. Tværtimod, han havde støttet mig på alle måder. Men
kaptajn Jessen var nu midt i 70’erne; den tvungne aldersgrænse var
ikke indført endnu; men kaptajnens afgang måtte være nær forestå
ende. Når nu Schaarup blev hans efterfølger, og jeg blev Schaarups
efterfølger som kontorchef, ville han umulig kunne finde sig i, at jeg
aldeles ikke var til hans rådighed. På den anden side ville ingen anden
i direktoratet kunne overtage mit hidtidige arbejde; det ville jeg blive
nødt til at beholde sammen med det nye, jeg fik; stillingen i hovedbog
holderiet ville da ikke blive til at klare for mig.
Vanskeligere endnu var måske forholdet til magistratens 2. afde
lings sekretariat. Dette var blevet forladt af Simon Koch, som blev
chef for kommunens ejendomsadministration. Den ledende mand i
sekretariatet var nu en ung fuldmægtig Børresen, en mand med store
evner, stor energi og også stor vilje til at komme frem. Han havde
udmærket sig ved administrationen af de mange dyrtidsforanstaltnin-
ger, der blev sat i gang under krigen, og han ville nu gerne være kon
torchef. Det var vistnok hans opfattelse, at sekretariatet skulle føre en
slags overtilsyn med personalesagerne. At tage dem fra mig lå sikkert
ganske uden for hans tanke; men sagerne skulle passere gennem sekre
tariatet og eventuelt få den endelige behandling der. Men et sådant
afhængighedsforhold af sekretariatet var umulig for mig; det uom
gængelige vilkår for at kunne udfylde stillingen som den embedsmæs
sige leder af personalevæsenet var, at jeg var ene om det, så sagerne
ikke skulle behandles i to kontorer. Men Børresen var meget værdsat
af borgm. Jensen; en latent kompetencestrid med ham gjorde min hele
stilling - midt i det store arbejde - utryg.
Jeg måtte ud af dette. Borgmesteren blev nødt til at vælge. Enten
måtte han anerkende min kompetence, give mig den mig tilkommende
stilling som chef for et lønnings- og pensionskontor og give mig den
fornødne, kvalificerede medhjælp. Eller også måtte han lade mig
131