137 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
det nærmeste er virkelig socialdemokrat, nemlig i spørgsmålet om det
offentliges erhvervsvirksomheder. Jeg synes, at det er udmærket, at
det er det offentlige og ikke private selskaber, der driver jernbaner og
sporveje, elektricitetsværker, gasværker, vandværker og meget andet,
og jeg synes, det ville være tåbeligt, om kommunen, så stor den er,
ikke selv havde en kørselsafdeling, en håndværksafdeling og en egen
brandforsikring. Med glæde har jeg ydet mit bidrag til at forsvare så
danne foranstaltninger imod de angreb, der rettedes mod dem. Det
har haft sin betydning for mig, at det, som jeg er udgået fra, og som
trods al senere udvikling har sat sit blivende præg på mig, ikke er det
erhvervsbetonede højre, men embedsmændenes nationalliberalisme. I
fire generationer har mine forfædre været kongelige embedsmænd,
dvs. været indstillede på at tjene helheden; jeg har gerne villet følge
samme linie, og jeg har ikke fundet, at der i mit arbejde lå noget brud
på kontinuiteten.
For den magistrat, under hvilken jeg i 1917 blev kontorchef, var der i
samme år sket en principiel forandring. Borgmestrene, der tidligere
blev valgt enkeltvis, på livstid og af hele borgerrepræsentationen,
skulle nu vælges alle på en gang, for 8 år og efter forholdstal dvs. af de
forskellige partigrupper i borgerrepræsentationen; samtidig blev an
tallet af borgmestre forhøjet fra 4 til 5. Det medførte, at 3 af de hid
tidige borgmestre måtte fratræde; kun borgm. Jensen forblev i sin stil
ling. De ny tilkomne var socialdemokraterne Viggo Christensen og
Chr. Christiansen, der allerede i 1919 døde og blev afløst af Anthon
Andersen, samt de konservative H. C. V. Møller og dr. Ernst Kaper.
Som mit arbejde var, måtte jeg få meget med dem alle at gøre, både i
fællesmøder af forskellig art og enkeltvis, idet enhver af dem kunne
tilkalde mig, hvis han ønskede min bistand.
Den nye valgmåde betød selvsagt en forskydning henimod det mere
partipolitisk bestemte. På mit arbejdsområde mærkedes dette imidler
tid meget lidt i denne første periode. For mig at se - og jeg tror ikke,
jeg så fejl - blev borgmestrene snart et meget fasttømret lille kolle
gium, der under borgmester Jensens ledelse arbejdede støt og godt
sammen. De var alle meget dygtige mænd, der hver gjorde sin indsats
til det fælles bedste og ikke spændte ben for eller på anden måde for
ulempede hinanden. Selvfølgelig kunne der være meningsforskelle, og
12
*
135