140 / 199
Kaper selv bestandig overholdt at sige overpræsidenten i stedet for De,
ikke blot til overpræsident Jonquiéres, men også til overpræsident
Biilow, der var langt yngre end han, og hvis frue havde været hans
elev, således forventede han selv at blive tiltalt som borgmesteren, og
forglemmelse heraf eller anden forglemmelse af vore stillingers forskel
ville være blevet meget unådig modtaget. Men den slags faldt mig ikke
besværligt; jeg har altid været noget uforstående over for pressens
kampagne imod titlens brug i tiltale til overordnede og haft min for
modning om, at også bladenes medarbejdere siger redaktøren og ikke
De i tiltale til chefredaktører. Og når kun den rette form blev over
holdt, kunne borgmester Kaper godt lade mærke, at han fra sin side
på ingen måde havde glemt, at vi begge var akademikere med fælles
bekendte og uden stor aldersforskel. Var jeg for en gangs skyld løbet
tør med hensyn til læsning, kunne jeg gå over og spørge ham og om
gående få til svar, at det selvfølgelig var Martin P:n Nilssons Den
Romerska Kejsartiden, som nu skulle være min aftenlekture. Og skulle
jeg på udenlandsrejse, gik jeg trygt til ham om rejsetips. Borgmester
Kapers tilkomst var ikke blot en gevinst for borgmester-samarbejdet,
men også til glæde for mange embedsmænd og deriblandt for mig.
Blev det end i store og vigtige henseender således, at den nye forfat
ning og de nye borgmestre ikke beredte vanskeligheder for mig eller
andre, der var stillet som jeg, så var der dog et punkt, hvor der indtraf
noget nyt og uheldigt. Den samlede magistrats møder havde hidtil væ
ret et lukket område, hvorfra intet slap ud i utide og på urette sted.
Først nogle dage efter hvert møde fik borgerrepræsentationen og pres
sen gennem udsendelsen af borgerrepræsentationens dagsorden med
bilag underretning, og den kom alle ihænde på samme tid. Men nu be
gyndte der at sive noget ud, så nogle aviser tirsdag morgen kunne
bringe efterretninger fra magistratens mandagsmøde. Det kunne ikke
oplyses, hvorfra det kom, og det vakte megen ærgrelse, ikke mindst
hos borgmester Kaper, der på det nøjeste overholdt tavshedspligten og
ikke ville tro, at nogen magistratskollega ikke gjorde det. Og så måtte
det jo være en eller anden embedsmand, der var synderen. Det var en
ubehagelig mistanke. Selv vidste jeg mig skyldfri, og jeg havde fuld og
begrundet tillid til mine medarbejdere. Det forlød derimod, at det
ikke sjældent gik således til, at der sent mandag aften blev ringet fra et
af de konservative blade eller fra »Politiken« til henholdsvis en konser
Vilhelm Jespersen
138