141 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
vativ eller en radikal rådmand: »Nu erfarer vi, at modstanderpressen
har det; De vil da ikke have, at den skal være ene om detl« Og så gik
der hul på bylden. Om dette forlydende havde noget på sig, ved jeg
naturligvis ikke. Jeg spurgte engang min svoger redaktøren og fik ikke
direkte svar. Men det han sagde var ellers meget oplysende: »Jeg ved
en embedsmand, der ikke overholder tavshedspligten,« sagde han, og
så nævnede han et navn, hvis indehaver senere måtte møde bebrejdel
ser for det, der vejede tungere; »men ellers er det aldrig embedsmæn-
dene; det er alt for farligt for dem; det er fra politikerne, vi skal have
indiskretionerne. Mit blad har tilknytning til en kommunalpolitiker,
og han skal klemmes, kan du tro, han skal klemmes!« Jeg tvivlede ikke
om, at sådan var sammenhængen. Men det var ikke borgmester Ka
pers opfattelse, og det kunne undertiden være ubehageligt.
Samarbejdet mellem borgmestrene om lønsager og andre personelle
sager kunne lægge beslag på megen tid, særlig i de sidste år af den før
ste verdenskrig og i de første år efter dens afslutning. Men det var ikke
alene de andre borgmestre, som borgmester Jensen kaldte til møder
om disse sager; også institutionschefer og andre selvstændige chefer
blev draget med ind til direkte samarbejde.
Jeg har fortalt om, hvordan jeg i 1909 blev sendt rundt for mundtlig
at spørge institutionscheferne. Det var for primitiv en fremgangsmåde
til, at den fortsat kunne anvendes. Den officielle fremgangsmåde var
den, at magistratens 2. afdeling sendte forslag ud til de andre afdelin
ger med anmodning om, at disse ville indhente udtalelser fra de under
dem sorterende institutioner og oversende dem til magistratens 2.
afdeling med de bemærkninger, som den pågældende afdeling selv
måtte ønske at fremsætte. Dette var korrekt, og det var i et vist om
fang uundgåeligt; men det var omstændeligt og som regel meget lang
somt virkende. Det tilvejebragte heller ikke den for begge sider ønske
lige personlige kontakt mellem finansborgmesteren og institutions
cheferne om personalevilkårene. For at komme hurtigere og bedre
igennem begyndte man så at holde store møder i magistratens 2. afde
lings forsamlingssal. Det var samtlige borgmestre og de selvstændige
chefer for kommunens forskellige virksomheder, ialt en 30-40 menne
sker, der samledes under borgmester Jensens forsæde. Det begyndte
forsøgsvis og kun ved enkelte lejligheder, men det blev efterhånden en
139