147 / 199
37 år i Københavns kommunes tjeneste
duren. Men under en procedure er der foruden fakta og grunde også
noget, der hedder atmosfæren. Og jeg var ikke helt tryg med hensyn
til den atmosfære, der kunne komme til at hvile over vore retssager.
»Høje dommere! Her kommer sagsøgeren. Han er kommunal tjeneste
mand. Han får altså kommunal løn (og vi ved nok, hvad kommunal
løn vil sige!). Han får løn under sygdom (meget syg?), han får ferie
(lang) og meget andet. Og så får han til slut pension (god pension! og
han kan gå allerede, når han er 65 år). Alt det får denne mand. Men -
så utroligt det lyder - han vil have mere; han kræver i denne sag osv.«.
Det er måske kun en gang, jeg har hørt Trolle rulle dette op, og sikkert
ikke i fuld udstrækning med hensyn til det, som her er sat i parentes.
Men jeg syntes tit, jeg hørte en underklang deraf i hans procedure, og
det holdt jeg ikke af. Karmark Rønsted, der førte Kommunalt Arbej
derforbunds sager for byret og landsret, havde ofte, inden det kom til
sagsanlæg, drøftet sagen igennem med mig, så det var ganske klart,
hvad der skilte sagsøgeren og kommunen, og hvilke grunde kommu
nen havde. Det var på disse grunde alene, jeg ønskede sagen vundet,
uden luftning af en tjenestemandsuvenlig atmosfære. Karmark Røn
sted prøvede engang at friste mig ved at fremholde, at kommunen
behøvede jo ikke at bruge sagfører; den kunne være selvmøder og lade
sig repræsentere af sine embedsmænd, i lønsager af mig; det kunne
være morsomt at krydse en klinge for rettens skranke. Ja , selvfølgelig
kunne det have været morsomt, og så kunne man selv være herre over
den atmosfære, man ville søge sagen fremført i. Men dette var ganske
udelukket, ville også have været det, selv om jeg havde været jurist.
Kommunen kan ikke renoncere på de fordele, benyttelsen af en dygtig
sagfører giver. Og borgmester Jensen var godt tilfreds med Trolle, og
det samme gjaldt senere borgmester Hedebol. Trolle vandt også næ
sten altid sagerne for os.
Måske var jeg overdreven sensibel med hensyn til det, jeg kalder
atmosfæren, og nogen stor rolle har den formodentlig ikke spillet. Jeg
blev en stor beundrer af vort retsvæsen, jo mere jeg lærte det at kende.
Også når vi undtagelsesvis tabte. Kun savnede jeg at få oplysning om
stemmeafgivningen i højesteret; det ville dog være en trøst i modgang,
hvis man fik at vide, at nogle af dommerne havde stemt for os, ja at
måske kun en stemme havde gjort udslaget. Men det kom jo senere.
13
145